
Politiet i Holland har lørdag anholdt 2400 klimaaktivister, som blokerede en motorvej til regeringsbyen Haag. Det skriver politiet i en meddelelse ifølge Reuters. Blandt de anholdte er både adskillige mindreårige og flere ældre mennesker.
Politiet tog vandkanoner i brug for at fjerne de mange demonstranter fra motorvejen. Flere aktivister var forberedt på, at de ville blive mødt af vandkanoner. De var mødt op med paraplyer eller iklædt regntøj eller badetøj. Der er ikke umiddelbart meldinger om, at nogen er kommet til skade.
Aktivisterne valgte at ignorere de advarsler, der forud for demonstrationen var kommet fra myndighederne om, at de ville blive anholdt, hvis de blokerede motorvejen.
Demonstranterne kræver, at Hollands regering stopper den statslige støtte til olie- og gasindustrien. Ifølge arrangørerne støtter regeringen denne industri med et beløb svarende til omkring 280 milliarder kroner årligt, skriver nyhedsbureauet AFP.
- Mange penge bliver investeret de forkerte steder. Dem, der bruger flest fossile brændstoffer for tiden, er dem der får de fleste tilskud, siger den 46-årige arkitekt Katrien Joosten til AFP.
Det er gruppen Extinction Rebellion, der står bag lørdagens protestaktion. Gruppen har meddelt, at den vil fortsætte med protesterne, så længe Hollands regering bruger skatteydernes penge til at støtte olie og gas.
- Uanset hvad bystyret i Haag får politiet til at gøre, vil vi blive eller komme tilbage hver eneste dag. Det gør vi, indtil regeringen imødekommer vores krav, skriver Extinction Rebellion i en meddelelse.
Ifølge politiet og Haags borgmester deltog mellem 10.000 og 12.000 mennesker i lørdagens klimaprotest. Extinction Rebellion mener, at omkring 25.000 var mødt frem.
Ikke første blokade
Det er ikke første gang, at aktivister fra Extinction Rebellion demonstrerer på de hollandske motorveje. I slutningen af maj anholdt hollandsk politi over 1500 klimaaktivister, der blokerede den samme motorvejstrækning nær Haag.
Over 3000 mennesker deltog i demonstrationen. Her måtte politiet også tage vandkanoner i brug, for at bringe blokaden til ophør.
Extinction Rebellion har tidligere organiseret aktioner i omkring 60 byer rundt om i verden. Bevægelsen har også tidligere blokeret britiske togstrækninger, lufthavne og veje. Den sagde ved årsskiftet, at den i år ville prioritere deltagelse frem for anholdelser og relationer frem for blokeringer.
Gruppens medlemmer har i klimaets navn tidligere limet eller låst sig fast på genstande og har blandt andet også lavet hærværk på malerier.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.