USA's præsident, Donald Trump, har natten til torsdag underskrevet et dekret, der med virkning fra 1. august pålægger kobber en amerikansk importtold på 50 procent. Det meddeler Trump på sit sociale medie, Truth Social.
Præsidenten nævner, at det sker, efter at han har modtaget en rapport vedrørende national sikkerhed. Kobber benyttes i produktionen af blandt andet fly, skibe og ammunition, missilforsvarssystemer, radarsystemer og hypersoniske våben, skriver Trump. Han tilføjer i sit opslag, at "dem bygger vi mange af". Kobber er ifølge præsidenten det næstmest benyttede materiale i det amerikanske forsvar.
Trump kritiserer sin forgænger, demokraten Joe Biden, for at have forværret USA's industri inden for kobberproduktion, og at det nu vil ændre sig.
- USA vil endnu en gang opbygge en dominerende kobberindustri, skriver Trump.
USA har i forvejen pålagt metallerne aluminium og stål importtold. Kort efter sin tiltrædelse 20. januar annoncerede Trump en told på aluminium og stål på 25 procent. Den er sidenhen blevet forhøjet til 50 procent.
Ud over de tre metaller overvejer Trump også at pålægge lægemidler en særskilt importtold på helt op til 200 procent. Det sagde han tirsdag ifølge Reuters på et regeringsmøde. Trump nævnte samtidig, at han vil give medicinalproducenter omkring et år eller halvandet til at "få styr på tingene".
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.