DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Donald Trump foretrækker at suge på rør af plastik fremfor pap. I produktionen af plast stammer hovedbestanddelen fra olie, en ressource fra olieindustrien, som den siddende amerikanske præsident er en stor tilhænger af. (Arkivfoto).
Wilfredo Lee/Ritzau Scanpix

Trump kritiserer papsugerør og vil have plastik tilbage

Trump har i et dekret forkastet forgængeren Joe Bidens mål om at udfase engangsplastik på offentlige kontorer.
11. FEB 2025 8.39
Internationalt
Politik
Produktion
Teknik & Miljø

USA's præsident, Donald Trump, vil fremme brugen af sugerør i engangsplast på bekostning af papsugerør. Mandag aften har Trump ifølge nyhedsbureauerne AFP og Reuters underskrevet et dekret, hvor han forkaster forgængeren Joe Bidens mål om at eliminere engangsplast i offentlige kontorer.

- Vi går tilbage til plastiksugerør, siger Donald Trump i forbindelse med underskrivelsen af dekretet.

Den siddende præsident gør det klart, at han ikke bryder sig om papsugerør.

- De virker ikke. Jeg har brugt dem mange gange, og indimellem så knækker de over.

- Hvis man bruger dem i noget varmt, så holder de ikke længe. Kun nogle minutter og andre gange sekunder. Det er bare en latterlig situation, siger Donald Trump.

Miljøforkæmpere har længe advokeret for at minimere brugen af engangsplast, der især risikerer at ende i havet. Det er ikke noget, der bekymrer USA's præsident.

- Jeg tror ikke, at plastik vil påvirke en haj, når den spiser. Når den gumler sig gennem havet, siger han.

Forgængeren Joe Biden havde et mål om, at alle offentlige kontorer i USA i 2035 skulle have udfaset brugen af engangsplast.

EU indførte i 2021 et forbud mod engangsprodukter i plast. Formålet var at reducere forureningen fra plastikprodukter, som ender med at forurene miljøet og havene. EU-forbuddet betød blandt andet, at bestik samt tallerkener i plast til engangsbrug blev forbudt. Det samme gør sig gældende for sugerør og vatpinde af plast.

Trump har flere gange kaldt klimaforandringer for et bedrag. Dagen efter sin indsættelse i Det Hvide Hus den 20. januar trak præsidenten USA ud af Parisaftalen. 

Parisaftalens centrale mål er at holde den globale temperaturstigning under to grader og forsøge at begrænse stigningen til 1,5 grader. Det skal ses i forhold til tiden før industrialiseringen, hvor verden begyndte at brænde kul og olie af.

jel /ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/trump-kritiserer-papsugeroer-og-vil-have-plastik-tilbage

GDPR