
Tre personer er mandag blevet tiltalt i en sag om kabelbrud i Østersøen. Det skriver den finske anklagemyndighed i en pressemeddelelse.
Myndigheden har rejst tiltale mod en kaptajn samt en første- og andenstyrmand på tankskibet "Eagle S" for "groft hærværk og grov forstyrrelse af kommunikationslinjer".
Det oplyses i pressemeddelelsen, at skibet "Eagle S" mistænkes for at have beskadiget fem undersøiske kabler i Den Finske Bugt ved at slæbe sit anker hen over havbunden i cirka 90 kilometer.
De tiltalte nægter sig skyldige. Ifølge anklagemyndigheden mener de tiltalte desuden, at Finland ikke har jurisdiktion i sagen, fordi skaderne på kablerne er sket uden for finsk territorialfarvand.
Bruddet skete den 25. december på søkablet Estlink 2, som løber mellem Finland og Estland. Andre datakabler blev ligeledes beskadiget. "Eagle S" er registreret på Cookøerne, men skibet mistænkes for at tilhøre Ruslands skyggeflåde, som sejler med olie.
I december gik finsk politi om bord på skibet og fik besætningen til at sejle det ind i finsk farvand. Skibet fik dog i marts lov til at forlade finsk farvand igen, da den første fase af en forundersøgelse var færdig, skrev det finske nyhedsbureau Yle.
Skibet havde en besætning på 24 personer. I marts lød meldingen, at otte af besætningsmedlemmerne mistænkes for lovovertrædelser som blandt andet grov sabotage, mens tre personer skulle være underlagt rejseforbud og ikke må forlade Finland.
Det er uvist, hvorvidt det er de tre personer, der mandag er tiltalt, som rejseforbuddet gælder. Det er ligeledes uklart, hvornår retssagen vil finde sted.
Den seneste tid har der været meget opmærksomhed på undersøiske kabler i Østersøen efter flere hændelser med beskadigede kabler.
I flere tilfælde er kablerne blevet beskadiget ved, at et skibs anker er blevet trukket hen over havbund og kabler - nogle gange ved et tilfælde, andre gange mistænkes det for at være bevidst.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.