
Tre besætninger har i det seneste år på hver sin måde udvist en ekstraordniær indsats og handlekraft, hvor deres handlinger har været forskellen mellem liv og død til søs.
Derfor hylder Danske Rederier besætningerne fra Esvagt Cantana, Maersk Etienne og Mare Jonio for deres indsats med Søfartsprisen.
- Jeg er enormt stolt over at kunne give de tre besætninger denne fortjente anerkendelse. Deres mod og handlekraft er en inspiration for os alle. De udviste på hver deres måde essensen af godt sømandskab, og det fortjener de et kæmpe skulderklap for, siger Jacob Meldgaard, CEO i TORM og formand for Danske Rederier.
Besætningen på Esvagt Cantana modtager Søfartsprisen for at have fortsat med at give livredende førstehjælp til deres kollega, Asbjørn Morell, længe efter lægerne i land over radioen havde ladet forstå, at det var formålsløst at fortsætte. Morell overlevede sit hjertestop og sejler igen i dag for Esvagt.
Besætningen på Maersk Etienne får Søfartsprisen for at komme 27 personer i havsnød til undsætning, da deres træbåd sank i Middelhavet. De nødstedte endte med at være ombord på tankskibet i 38 dage, idet landsætning strandede i politisk hårknude.
Danske Rederier har ligeledes indstillet de to besætninger fra Esvagt Cantana og Maersk Etienne til International Maritime Organizations' (IMO) pris for Exceptional Bravery at Sea.
Hæder til NGO-skib
Danske Rederier valgte desuden at fejre en udenlandsk besætning, da man også valgte at tildele besætningen på det italienske NGO-skib Mare Jonio Søfartsprisen.
Efter 38 dage var situationen om bord desperat, og man bad endnu en gang om assistance. Denne gang blev kaldet besvaret, dette af Mediterranea, som efterfølgende sendte Mare Jonio i kurs mod tankskibet.
Overførslen af de 27 nødstedte personer – heriblandt en gravid kvinde - skete, efter det lægefaglige personale om bord på Mare Jonio vurderede, at personernes tilstand krævede øjeblikkelig behandling. Efter overførslen fik Mare Jonio tilladelse af de italienske myndigheder til at landsætte de nødstedte i Italien.
- Søfolk har et særligt gen, som gør, at de hjælper instinktivt, når nogen på havet er i nød. Det er disse tre aktioner et soleklart bevis på, og jeg er glad for, at de i dag kan få den hyldest de fortjener af branchen, siger Jacob Meldgaard.
esl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.