DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, forsøger at holde sammen på alle 27 EU-lande og samtidig få gasprisen ned. I første omgang er det ømmeste punkt - et prisloft på gas - blevet udskudt til efter denne uges topmøde i Bruxelles.
Frederick Florin/Ritzau Scanpix

Topmøde skal gøre klar til svær energivinter

EU-landenes ledere ventes at tage næste skridt i forsøget på at få energipriser og forsyning under kontrol. EU er bedre rustet end ventet, mener ekspert.  
20. OKT 2022 8.57

Statsminister Mette Frederiksen (S) forlader torsdag og fredag den hjemlige valgkamp for i stedet at fokusere på EU's svære kamp med høje energipriser.

På et topmøde i Bruxelles ventes stats- og regeringslederne fra de 27 EU-lande at tage de næste skridt i forsøget på at sikre lavere priser og stabil energiforsyning.

I flere EU-lande har høje energipriser ført til protester i gaderne og bekymringer i hjemmene. Men faktisk står EU-landene bedre rustet til vinteren, end man kunne frygte. Det siger professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet Brian Vad Mathiesen.

- Det er lykkedes at bringe forbruget af russisk gas ned til et meget lavere niveau, end vi havde forventet. Importen af russisk gas er også faldet hurtigt. Og på trods af det har man fået fyldt gaslagrene langt hurtigere op, end vi troede, siger Brian Vad Mathiesen.

EU-landenes gaslagre er på 92 procent af kapaciteten, inden kulden for alvor kryber ind over Europa.

Energiforbruget er faldet

Samtidig har europæerne for alvor skruet ned for energiforbruget. Og det har fået prisen på gas til at falde til et markant lavere niveau.

- Det er et tegn på, at det, vi laver, virker rigtig godt. Det er klart, at det er hårdt for borgere og virksomheder. Men det virker. Vi står nu i en langt bedre situation, end vi havde troet i maj, siger Brian Vad Mathiesen.

To dage før topmødet har EU-Kommissionen spillet ud med det, som måske bliver det næste indgreb for at sikre billigere energi til borgere og virksomheder.

I udspillet foreslår EU-Kommissionen blandt andet en referencepris, som skal gøre gasmarkedet mere gennemsigtigt. Og så måske mest kontroversielt en nødbremse for gaspriserne på den hollandske gasbørs TTF. Den skal suppleres med en midlertidig såkaldt intra-day mekanisme, som også skal bremse store prisudsving.

- Det er et andet ord for prisloft i mine øjne. Og det skal man passe meget på med, siger Brian Vad Mathiesen.

Han peger på, at det faktisk også er godt, at gasprisen gør ondt. Så længe de mest udsatte borgere og virksomheder får hjælp. For den høje gaspris presser forbruget og dermed gasprisen ned.

Prisloft kan få konsekvenser for forsyningen

EU-Kommissionen har tidligere fremlagt en gennemgang af konsekvenserne ved at indføre forskellige typer af prislofter. Den kunne læses som en lang advarsel mod prislofter, som ifølge EU-Kommissionen blandt andet kan få alvorlige konsekvenser for forsyningen.

Siden da har Kommissionen dog været under pres fra 15 EU-lande, der imidlertid har haft svært ved at blive enige om et konkret prisloft.

Iagttagere hæfter sig ved, at EU-Kommissionens nødbremse først udvikles og kun aktiveres "hvis der er behov". Den vil med andre ord ikke blive indført med det samme, selvom EU-landenes ledere når til enighed på topmødet.

Samtidig har EU-Kommissionen undladt at lægge det mest konkret bud på et prisloft på bordet foran stats- og regeringslederne. Det er den såkaldte iberiske model. Den er navngivet efter Spanien og Portugal, som har indført prisloftet på den iberiske halvø.

Men ifølge Brian Vad Mathiesen er det en "ekstrem dyr" model, fordi landene reelt understøtter forbruget, som dermed ikke falder. Det er bedre at droppe prisloftet og fokusere på at bruge mindre energi, mener han.

Efter denne vinter lægger EU-Kommissionen op til solidaritet mellem landene, når gaslagrene skal fyldes op igen. Her ønsker EU-Kommissionen, at EU-landene tager hensyn til hinandens behov og koordinere fælles indkøb af gas for at holde prisen nede.

Dermed vil EU også kunne klare næste vinter langt bedre end frygtet, vurderer Brian Vad Mathiesen.

/ritzau/

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/topmoede-skal-goere-klar-til-svaer-energivinter

GDPR