DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Det lykkedes for de mest klimavenlige EU-lande at forsvare EU's kvotesystem ETS på EU-topmødet, siger Sveriges statsminister, Ulf Kristersson. Her ønskede 10 EU-lande grundlæggende ændringer af systemet, som de mener, er med til at gøre energipriserne unødigt høje.
John Thys/Ritzau Scanpix

Sverige: Trods høje energipriser vil EU's kvotesystem bestå

Det lykkedes på EU-topmødet for de klimavenlige EU-lande at beskytte emissionshandelsordningen ETS, lyder det.
20. MAR 2026 8.45
EU
Klima
Politik

Trods de høje energipriser som følge af krigen i Iran er der ikke opbakning til at ændre grundlæggende ved EU's emissionshandelsordning ETS. Det siger Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, på et stående pressemøde i forbindelse med EU-topmødet i Bruxelles torsdag.

- Vi har stået vagt om EU's grundlæggende klimastruktur, og ETS er intakt. Der kommer en revision af systemet, som alligevel skulle gennemføres. Men systemet er intakt, og det er vigtigt, siger Ulf Kristersson.

ETS forpligter kraftværker og industrien til at købe kvoter til dækning af CO2-udledningen. Forud for EU-topmødet har EU-landene været uenige om, hvad der skal ske med ETS. Det skyldes, at nogle EU-lande er så hårdt ramt af de høje priser på olie og især gas, at de kræver grundlæggende ændringer af ETS for at få priserne ned.

I alt ti EU-lande har krævet vidtgående ændringer af ETS, herunder flere gratis CO2-kvoter til industrien. Det kan sænke prisen på energi, mener de.

Von der Leyen: ETS virker

Klimaivrige EU-lande som Spanien, Sverige og Holland siger til gengæld blankt nej, fordi de mener, at det vil gå ud over klimaet.

- Vi vil ikke ophæve politikker, der i sidste ende er afgørende for at sikre, at det her kontinent bliver grønnere og stærkere på lang sigt, sagde den hollandske premierminister, Rob Jetten, på vej ind til topmødet.

Et lignende budskab kommer fra Ulf Kristersson.

- ETS er en succes, og det er en vigtigt i forhold til at sikre Europas klimaomstilling i fremtiden, siger Ulf Kristersson.

Ved at fastholde ETS er håbet, at de lande, som er mest afhængige af fossile brændstoffer, vil have et større incitament til at sætte fart på opbygningen af vedvarende energi.

På det afsluttende pressemøde fastslog EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, at de tiltag, der skal tages for at få energipriserne ned, skal være "midlertidige" og "målrettede". Derfor vil ETS bestå med mindre ændringer:

- ETS virker. Det har ført til en massiv reduktion i gasforbruget. Det har medvirket til at reducere vores afhængighed af import af fossile brændstoffer. ETS har også drevet investeringer i energiomstillingen til vedvarende energi og atomkraft. Men vi skal modernisere systemet og gøre det mere fleksibelt, sagde von der Leyen.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//vindkraft/artikel/sverige-trods-hoeje-energipriser-vil-eu-s-kvotesystem-bestaa

GDPR