DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og Tysklands forbundskansler, Friedrich Merz, ankom side om side til EU-topmødet i Bruxelles. Her satte Macron blandt andet fokus på høje energipriser som følge af konflikten i Mellemøsten.
John Thys/Ritzau Scanpix

Europas ledere forsøger at begrænse eskalerende energikrise

Konflikten i Mellemøsten får energipriserne til at stige i Europa. EU-ledere søger løsninger på topmøde.
19. MAR 2026 15.03
Energi
EU
Politik

Mens statsminister Mette Frederiksen (S) har sat en mulig migrationsstrøm fra Mellemøsten på dagsordenen for EU-topmødet, så vil flere EU-landes ledere hellere tale om de høje energipriser.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, advarede på vej ind til topmødet om "hensynsløs eskalering" i konflikten, hvor civil infrastruktur nu også bliver ødelagt.

Udmeldingen kommer, efter at Israel har ifølge Reuters har angrebet iranske gasanlæg, mens Iran har sendt droner mod olie- og gasanlæg i Qatar, Kuwait og Saudi Arabien.

- Angrebene rammer gas- og olie-, men også vandforsyningen, siger Macron, der opfordrer parterne til deeskalering.

Iran har samtidig lukket Hormuzstrædet, hvilket har fået olie- og gaspriserne til at springe i vejret i Europa. For Belgiens premierminister, Bart De Wever, er der ingen tvivl om, at energipriserne bør være topprioritet for EU-topmødet.

- Energipriserne var allerede før krigen i Mellemøsten den absolutte topprioritet for Belgiens og - tror jeg også - Europas dagsorden. Og det er kun blevet endnu mere påtrængende efter de begivenheder, vi har set i Mellemøsten, siger Bart De Wever.

Højeste oliepris siden russisk invasion af Ukraine

Udmeldingerne kommer, mens prisen på en tønde olie er nået op på over 114 dollar. Et niveau, der ikke er set siden Ruslands invasion af Ukraine.

Samtidig er de europæiske gaspriser ifølge Reuters steget med over 60 procent siden krigens udbrud den 28. februar. Problemet er, at der er få løsninger at vælge imellem for EU-landenes ledere.

EU-Kommissionen vil ikke åbne for de vidtgående nødforanstaltninger fra tiden efter Ruslands invasion af Ukraine. 

Ifølge EU-kommissær for energi og boliger Dan Jørgensen er der nemlig alene tale om en "priskrise" og ikke en "forsyningskrise". Der mangler med andre ord ikke energi til de europæiske husholdninger og virksomheder. Problemet er alene, hvordan man kan få priserne ned.

Her har EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, blandt andet åbnet for, at EU-landene i en periode kan give øget statsstøtte til udsatte borgere og virksomheder. Samtidig opfordres EU-landene til at sænke deres egne afgifter på energi.

Mette Frederiksen: Vi kan ikke fortsætte afhængighed af Rusland og Mellemøsten

En vej, som den danske regering har forfulgt ved at sænke elafgiften, siger statsminister Mette Frederiksen (S). Hun opfordrer samtidig Europa til at fortsætte arbejdet med at gøre sig uafhængig af olie og gas fra Rusland og Mellemøsten.

- Hvis nogen har været i tvivl om, at det er vigtigt, at Europa kan producere sin egen energi og dermed bliver selvforsynende, så håber jeg, at den tvivl er blevet gjort til skamme. Vi kan ikke blive ved med at være afhængige af først Rusland og så Mellemøsten, når det gælder energi. Europæisk uafhængighed er det allervigtigste, siger Mette Frederiksen.

Samtidig er lederne delt om emissionshandelsordningen ETS. Den forpligter kraftværker og industrien til at købe kvoter til dækning af CO2-udledningen. Ti EU-lande har krævet gennemgribende ændringer af ETS, herunder flere gratis CO2-kvoter til industrien.

Det kan medvirke til at sænke prisen på energi, mener de. Andre lande som Spanien og Holland siger blankt nej, fordi det vil gå ud over klimaet:

- Vi vil ikke ophæve politikker, der i sidste ende er afgørende for at sikre, at dette kontinent bliver grønnere og stærkere på lang sigt, sagde den hollandske premierminister, Rob Jetten, ifølge Reuters på vej ind til mødet.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/europas-ledere-forsoeger-at-begraense-eskalerende-energikrise

GDPR