DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Jimmy Staal Damsgaard er iværksætteren, der skabte Seasight Davits med sin erfaring i fællesskab med Hvide Sande Shipyard og hele Seasight Group.
Jesper Ernlund Lassen - Danish Offshore Industry - DOI.dk

Succes og udfordringer: Jimmy Staal Damsgaard deler sine erfaringer

Seasight Davits-stifteren deler sine råd om succes, investeringer og rejsen fra startup til international virksomhed
17. FEB 2025 10.00
Erhverv
Navne
Produktion

Jimmy Staal Damsgaard, medstifter af Seasight Davits, har skiftet direktørtitlen ud med rollen som chef for udvikling og design i virksomheden, han var med til at grundlægge i 2011 sammen med daværende direktør for Hvide Sande Shipyard, HP Kristensen. De sidste ejerandele er solgt, men han er stadig en drivkraft i Seasight Davits.

Hjemmebasen er stadig Odense, som den altid har været, selvom han fast er i Seasight Davits’ hovedsæde i Ringkøbing to dage om ugen. Da han startede Seasight Davits, havde den uddannede maskinmester allerede samlet den erfaring indenfor offshore kraner, der gjorde udviklingsrejsen mulig.  

- Det har været en fed rejse, men også en hård rejse, siger Jimmy Staal Damsgaard og forsikrer samtidig om én ting:  

- Der er ikke meget, der er gratis i verden. Og det er godt, man ikke ved, hvad man går ind til.  

Virksomheden har i dag 60 ansatte og kontorer i Storbritannien, Taiwan og USA, foruden hovedkontoret i Ringkøbing. Han gør heller ikke nogen hemmelighed ud af, at det kræver noget, når en ny virksomhed skal startes op.  

- Man skal tage nogle store skridt undervejs, siger han.  

Spørgsmålet om, hvorvidt han har en ny opstartsvirksomhed i ærmet, har han et klart svar på.  

- Jeg kommer ikke til at starte noget op igen selv, men jeg vil gerne være investor, og det har jeg allerede gjort, fortæller han og røber investeringerne, der også relaterer sig til energibranchen:  

- Jeg har investeret i en solcellepark i Polen og drivhuse til tomater i Sverige. Drivhusene bruger spildvarme til opvarmning, og jeg synes, det er en god idé.  

Rådene til andre iværksættere  

Refleksionerne over, hvad der skal til for at skabe en succes, har han også allerede gjort.  

- Jeg havde et firma bag mig med Hvide Sande Shipyard med penge, og det er meget svært at gøre det alene. Og så skal man have et drive, som betyder en stor del, forklarer Jimmy Staal Damsgaard og kommer ind på noget, der kræver selverkendelse:  

- Man har ikke kompetencer på alle områder, derfor skal man finde nogle, der kan hjælpe en.  

Undervejs er én ting med økonomien også vigtig.  

- Man skal også være villig til at erkende, hvis det ikke kommer til at give penge, fortæller han.  

Når en virksomhed bliver international, kræver det også noget – specielt hvis ens interesse ligger i det tekniske.  

- Som dygtig tekniker skal man lære, at man ikke kan drive en international virksomhed nede fra værkstedet, lyder det.  

Også med rekruttering er der en vigtig læring.  

- Man skal huske at ansætte folk, der er anderledes end en selv. Og så ellers det, man er dygtig til selv, fortæller han.  

En god markedsposition  

Fra den spæde start, hvor Vestas var den eneste kunde, er der virkelig sket noget for Seasight Davits.  

- I dag har vi markedsandele på cirka 70 pct. Det er virkeligt godt, og vi har i den grad succes. Samtidig skal man også overveje: Hvor lang tid kan jeg gøre det, uden nogen kopierer mig, lyder det fra Jimmy Staal Damsgaard.  

Vækstrejsen har i høj grad også været sammen med Hvide Sande Shipyard – der i dag har samlet virksomhederne i Seasight Group.  

- Da jeg startede, var vi i begyndelsen 100 ansatte på Hvide Sande Shipyard. I dag er vi 250, og der har været en kæmpe udvikling i Seasight Group. I begyndelsen handlede det om at skaffe arbejde til Hvide Sande, forklarer Jimmy Staal Damsgaard.  

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//vindkraft/artikel/succes-og-udfordringer-jimmy-staal-damsgaard-deler-sine-erfaringer

GDPR