DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Slovakiets premierminister, Robert Fico, mener, at det ville være en "krise" for Slovakiet, hvis EU blokerer for russisk olie og gas. I Ungarn har premierminister Viktor Orban udtrykt en lignende kritik. (Arkivfoto). - Foto: Radovan Stoklasa/Reuters

Slovakiet vil blokere sanktioner mod adgang til russisk gas

Slovakiet truer med at blokere russiske sanktioner, medmindre kommissionen lemper Dan Jørgensens energiplan.
11. JUN 2025 14.52
EU
Gas
Politik

Slovakiet vil ikke støtte EU-Kommissionens forslag til en 18. sanktionspakke mod Rusland, medmindre kommissionen finder en løsning på den "krise", Slovakiet står over for, hvis importen af russisk energi udfases i EU. Det skrev Slovakiets premierminister, Robert Fico, i et opslag på det sociale medie Facebook tirsdag.

Kommissionens energikommissær, danske Dan Jørgensen, fremlagde i maj en plan for at gøre EU uafhængigt af russisk gas. Det er den plan, der nu skaber splid blandt EU's medlemslande. Både Slovakiet og Ungarn udtrykte modstand, efter at Dan Jørgensen fremlagde planen.

Ifølge en talsperson fra EU-Kommissionen er man i kontakt med alle medlemslandene for at finde en løsning. Talspersonen understreger, at alle 27 EU-medlemslande enstemmigt har stemt for de foregående 17 sanktionspakker.

- Det forbliver vores mål for den 18. pakke, og derfor laver vi selvfølgelig vores lektier i den forbindelse og rækker ud til alle medlemsstaterne for at diskutere, hvordan pakken kan være i alles interesse, siger talspersonen på et pressemøde i Bruxelles onsdag.

Tirsdag præsenterede EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, et forslag til den 18. sanktionspakke mod Rusland.

Slovakiet har ikke tidligere blokeret sanktionspakkerne, men i weekenden sagde Fico, at han havde tænkt sig at blokere sanktioner, hvis de går imod Slovakiets nationale interesser. Ifølge Fico er sanktionerne mod Rusland mere til skade for Slovakiet og EU som helhed, end de er for Rusland.

Denne uge skal EU-landene begynde diskussionerne om sanktionspakken. Sanktionerne kræver enstemmighed for at kunne blive vedtaget.

Kommissionen foreslår, at den 18. sanktionspakke særligt skal ramme den russiske energi- og banksektor. Blandt andet lyder forslaget at sænke prisloftet på russisk olie for at få den russiske indtjening på olie til at falde.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/slovakiet-vil-blokere-sanktioner-mod-adgang-til-russisk-gas

GDPR