DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Mærsk skal betale skat af 1,3 milliarder kroners indtægter fra olieforretninger i 2006-2008. Det har Højesteret afgjort onsdag. (Arkivfoto).
Amr Abdallah Dalsh/Reuters

Skatteministeriet vinder historisk skattesag mod Mærsk og TotalEnergies

Mærsk har forbrudt sig mod de regler, der beskriver, hvordan interne handler i et selskab skal foregå.  
6. SEP 2023 13.12
Olie
Økonomi

Rederikoncernen Mærsk skal alligevel betale skat af indtægter på 1,3 mia. kr., som selskabet indhentede på olieforretninger i Algeriet og Qatar i årene 2006-2008.Det har Højesteret afgjort onsdag middag. Dermed omstødes landsrettens dom fra 2022.

Sagen omhandler en langvarig strid mellem Skatteministeriet og Mærsk. Kernen er, at skattemyndighederne har forlangt en højere beskatning af olieindtægterne.

Det fik imidlertid Mærsk og olieselskabet Total, der overtog olieaktiviteterne i 2017, til at sagsøge ministeriet for at stille for hårde skattekrav. I 2022 fik de to selskaber landsrettens ord for, at Skats beregninger var sket på et forkert grundlag. Afgørelsen blev siden anket af Skatteministeriet, som onsdag har fået medhold i Højesteret.

Sagens kerne er, at Skat har været overbevist om, at nogle forundersøgelser i forbindelse med olieefterforskning i 1990'erne i Qatar og Algeriet skulle afregnes løbende af nogle datterselskaber i årene 2006 og frem. Olieaktiviteterne blev nemlig drevet af to datterselskaber, som moderselskabet Mærsk ifølge Skat udførte gratis arbejde for.

Transkaktioner var for tæt forbundne

Det er i den forbindelse, at Mærsk har forbrudt sig mod reglerne om såkaldt transfer pricing. Transfer pricing omhandler, hvordan et firma værdisætter varer og tjenester, når det handler med sig selv.

Her skal handler - hvis de skal kunne beskrives som transfer pricing - ske ud fra et armslængdeprincip. Det betyder, at priserne skal være fastsat, som hvis aftalen var indgået mellem to uafhængige parter. At det sker er afgørende, i forhold til hvor meget selskabet skal betale i skat.

Højesteret skriver i sin vurdering, at transaktionerne mellem Mærsk og datterselskaberne var så tæt forbundne, at de måtte vurderes samlet. Mærsk er også blevet pålagt at skulle betale sagsomkostninger til ministeriet på godt fire millioner kroner.

Flere sager på vej

Onsdagens afgørelse udgør blot en del af striden mellem parterne. Ifølge ShippingWatch har Skat fremsat lignende skattekrav for perioderne 2009-2011 og 2012-2016.

Disse sager er foreløbigt parkeret i Landsskatteretten, mens de afventer Højesterets afgørelse. Sammenlagt kræver Skat beskatning af indtægter på mere end ti milliarder kroner i hele perioden.

Det kan ifølge mediet ende med en samlet skatteregning til Mærsk på mere end to milliarder kroner.


/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/skatteministeriet-vinder-historisk-skattesag-mod-maersk-og-totalenergies

GDPR