DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS

Russisk kaptajn på sanktioneret skib fængsles i Sverige

Skib, der blev bordet torsdag, mistænkes for at sejle under falsk flag og er på EU's sanktionsliste.
16. MAR 2026 9.10
Sikkerhed

En russisk kaptajn på tankskibet "Sea Owl 1" er blevet varetægtsfængslet i Sverige i en sag, hvor han er mistænkt for at have anvendt falske dokumenter. Det oplyser den svenske anklagemyndigheds pressetjeneste til nyhedsbureauet TT.

Skibet blev bordet af den svenske kystvagt torsdag i Østersøen syd for Trelleborg i Skåne. "Sea Owl 1" mistænkes for at sejle under falsk flag og er på EU's sanktionsliste. Kaptajnen blev anholdt fredag.

Det er byretten i Ystad, som har besluttet, at der er tilstrækkeligt grundlag til at varetægtsfængsle kaptajnen. Ifølge den svenske kystvagt har skibet transporteret olieprodukter mellem Rusland og Brasilien de seneste år, skriver TT.

Der er tale om det andet tankskib, som den svenske kystvagt border i løbet af kort tid. I sidste uge gik kystvagten om bord på fragtskibet "Caffa", der var lastet med korn og var på vej til Sankt Petersborg i Rusland.

Ifølge ukrainske myndigheder havde skibet været involveret i tyveri af korn fra Krim-halvøen. Kaptajnen på dette skib sidder også varetægtsfængslet på baggrund af en mistanke om brug af falske dokumenter.

Fartøjet har ikke fået lov til at forlade Trelleborg, skriver det svenske medie SVT. Heller ikke "Sea Owl 1" må rejse videre. Den svenske transportstyrelse har udstedt et sejladsforbud mod skibet. "Sea Owl 1" er indregistreret i Comorerne, som er en øgruppe, der ligger mellem Madagaskar og det afrikanske kontinent.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/russisk-kaptajn-paa-sanktioneret-skib-faengsles-i-sverige

GDPR