DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Professor Brian Vad Mathiesen mener, at reduceringen af forsyningen fra Nord Stream 1 er Ruslands måde at lægge pres på Europa.
Aalborg Universitet

Professor: Vi skal forvente fuldt gasstop - EU bør handle nu

Ruslands gasleverance til Europa er ustabil, siger professor, som mener, det er tid til at træffe hårde valg.
26. JUL 2022 8.58
Energi
Gas

Endnu en gang sætter Rusland en lille prop i forsyningen af naturgas til Europa, fordi der skal ske vedligehold på gasrørledningen Nord Stream 1. Det var ventet, lyder det fra professor i energiplanlægning Brian Vad Mathiesen fra Aalborg Universitet. Han mener, at det nu for alvor er tid til handling.

- Usikkerheden ved gasleverancer fra Rusland er alt for stor. Vi skal handle efter, at det er en ustabil energiforsyning og være glade, hvis vi får noget, men være klar til, at gasleverancerne sådan set er helt slut fra i morgen, siger han og mener, at det er på tide, at EU-landene træffer nogle hårde beslutninger.

Det er det russiske selskab Gazprom, som mandag aften har meldt ud, at Nord Stream 1 ryger ned på cirka 20 pct. kapacitet fra onsdag på grund af vedligehold af en gasturbine. I forvejen er leverancen dalet til 40 pct.

Det skete i juni i år. Årsagen var manglende dele til gasrørledningen, lød det. Men fra Tyskland lyder det omvendt, at der ikke er nogen tekniske grunde til at skære i forsyningen.

Gazprom har umiddelbart ikke givet nogen tidshorisont for, hvornår der skrues op for kapaciteten igen efter det kommende vedligehold.

Tror ikke på genstart af forsyning fra Nord Stream 1

Professor Brian Vad Mathiesen mener, at det er Ruslands måde at lægge pres på Europa, som importerer omkring 40 pct. af sin gas fra Rusland. Han tror ikke på, at der for alvor kommer gang i Nord Stream 1 igen. I stedet bør EU ifølge ham komme på banen.

- En naturgasleverance på 20 pct. betyder, at vi ikke kan få gaslagrene fyldt op. Og det betyder, at vi skal træffe de hårde valg, der skal til, for at vi kan komme igennem næste vinter på en fornuftig måde, siger Brian Vad Mathiesen.

EU-Kommissionen fremlagde i sidste uge et udspil med et forslag om, at EU-landene af egen drift bør reducere deres gasforbrug med 15 procent fra 1. august til 31. marts næste år. Det er muligt for Danmark, vurderer Brian Vad Mathiesen, som endda mener, at Danmark kan reducere sit forbrug af naturgas med mere end det. Ifølge ham bør man først se mod industriområdet.

Green Power Denmark: Der skal sættes turbo på gas uafhængighed

Også Kristian Jensen, der er administrerende direktør i brancheorganisationen Green Power Denmark, mener, at det er på tide at handle for at blive uafhængige af den russiske gas.

- Vi har brug for, at der bliver sat turbo på, at både virksomheder og borgere kommer væk fra gas og over på strøm, fordi det kan vi gøre selv. Vi kan frigøre os fra Putins gas, hvis vi skifter fra gas til el nu, siger han.

En måde at gøre det på er ifølge Kristian Jensen at gøre det nemmere at få del i midler, der er afsat på finansloven, til erhvervslivets omstilling væk fra naturgas.

Der skal være hurtigere sagsbehandling og nemmere ansøgningsprocedure, mener han.

Ritzau

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/professor-vi-skal-forvente-fuldt-gasstop-eu-boer-handle-nu

GDPR