DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Siden militærkuppet i Myanmar den 1. februar i år har der været store demonstrationer mod militæret, og mindst 780 civile er blevet dræbt i forbindelse med protesterne.
EPA, Ritzau Scanpix

Mellemfolkeligt Samvirke:
Pensionsselskaber bør lægge pres på Totals aktiviteter i Myanmar

Flere danske pensionsselskaber har store investeringer i Total. Ngo opfordrer selskaberne til at frasælge investeringerne, hvis ikke Total vil droppe samarbejdet med militærjuntaen i Myanmar.
10. MAJ 2021 9.29
Internationalt

Total er den største operatør inden for gasudvinding i Myanmar og har derfor et tæt samarbejde med det statsejede olie- og gasselskab Myanmar Oil and Gas Enterprise, MOGE, der er kontrolleret af Myanmars militær. Gasudvindingen udgør en af de vigtigste indtægtskilder for militærstyret.

Siden militærkuppet den 1. februar i år har der været store demonstrationer mod magtovertagelsen. Mindst 780 civile er blevet dræbt i forbindelse med protesterne ifølge en opgørelse fra AAPP, der er en støtteorganisation for politiske fanger.

Danske pensionsselskaber har investeringer for i alt 1,86 mia. kr. i Total. Pensionsselskaberne bliver nu opfordret til at lægge pres på Total for at stoppe samarbejdet med juntaen.

Det skriver Dagbladet Information

- De danske pensionsselskaber bliver medskyldige i alvorlige overgreb på mennesker, hvis de ikke aktivt opfordrer Totaltil at stoppe finansieringen af styret i Myanmar, siger Tim Whyte, der er generalsekretær for Mellemfolkeligt Samvirke.

De tre pensionsselskaber med de største investeringer i Total er PFA, Danica og Topdanmark. De tre selskaber har tilsammen investeringer for op imod halvanden mia. kr. i selskabet.

"Meget problematisk situation"

Topdanmark anerkender i en skriftlig kommentar, at militærkuppet og fængslingen af de folkevalgte ledere stiller Total i en »meget problematisk situation«.

Derfor har pensionsselskabet bedt olieselskabet forklare, hvordan det vil håndtere samarbejdet med Myanmars styre. Topdanmark har aktier for 170 mio. kr. i Total.

- Vi forventer som investor, at de gør alt, hvad de kan for ikke at medvirke til menneskerettighedskrænkelser. Vi har derfor allerede rettet henvendelse til selskabet, og vi afventer nu svar på, hvordan de sikrer sig mod dette, og hvordan de generelt håndterer deres risici i Myanmar. På baggrund af deres svar vil vi vurdere, om vi fortsat ønsker at have investeringer i selskabet,« skriver Topdanmark.

Den største investor i Total blandt de danske pensionsselskaber er PFA med aktier for lidt over en mia. kr.

Christian Storm Schubart er chef for den såkaldte ESG-afdeling i PFA, der har fokus på de etiske dimensioner af pensionsselskabets investeringer. Han forklarer i en mail til Information, at pensionsselskabet tager situationen meget alvorligt:

- Vi ønsker ikke at støtte et militærkup eller det regime, vi ser i Myanmar i dag, skriver Christian Storm Schubart.

Han forklarer, at PFA følger EU’s sanktioner og har taget kontakt til samarbejdspartnere og andre nordiske pensionsforvaltere for at få overblik over situationen og den konkrete kritik mod Total.

- Vi har allerede været i dialog med Total, hvor vi har gjort vores bekymring gældende. Og det er klart noget, vi vil tage op med selskabet igen. Vi slipper på ingen måde sagen og vil selvfølgelig følge op på kritikken op til den kommende generalforsamling.

Total fordømmer krænkelser

Total har opereret i Myanmar siden 1992 og står for gasudvindingen i gasfelterne Yadana og Sein ud for Myanmars kyst. Total er operatør på gasudvindingen, mens andre partnere er Chevron, det thailandske firma PTTEP og det militært kontrollerede selskab MOGE. Gasfelterne leverer gas til Thailand og til Myanmar selv via en gaslinje, der styres af MOGE.

Pensionsselskabet Danica har investeringer i Total for 292 mio. kr., men selskabet overvejer ikke umiddelbart at frasælge investeringerne, skriver investeringsdirektør Poul Kobberup:

- Her og nu påvirker udviklingen ikke aktieporteføljen i Total, men vi anerkender kompleksiteten i situationen, hvorfor vi følger udviklingen nøje og forventer, at Total fortsætter med at overvåge og evaluere sine muligheder og rapportere gennemsigtigt om situationen, skriver Poul Kobberup.

Han forklarer, at Danica har indført investeringsrestriktioner for flere virksomheder med tilknytning til Myanmars militær, men altså ikke over for Total. Poul Kobberup hæfter sig ved, at Total offentligt har meldt ud, at de fordømmer krænkelser af alle menneskers grundlæggende rettigheder. 

- Vi har i øjeblikket ikke planer om at bringe emnet op på Totals generalforsamling, da Total overvåger og evaluerer situationen nøje, hvor de er gennemsigtige og klar til at handle for at fremme menneskerettigheder, skriver Poul Kobberup.

Han forklarer videre, at det også spiller ind i Danicas overvejelser, at Totals gasproduktion er kritisk vigtig både for befolkningen i Myanmar og i det vestlige Thailand, der er afhængig af elektricitet produceret ved hjælp af gassen. 

MS: Total bør stoppe alle betalinger

Generalsekretær Tim Whyte fra Mellemfolkeligt Samvirke mener, at pensionsselskaberne skal gå meget længere for at lægge pres på Total:

- Hvis pensionsselskaberne ikke kan få en garanti fra Total om, at de øjeblikkeligt stopper alle betalinger til Myanmar, så må de frasælge deres investeringer i Total, siger han.

Generalsekretæren anerkender, at gasudvindingen er vigtig for befolkningen. Set i det lys kan Total godt fortsætte udvindingen, men som han siger:

- Total bør øjeblikkeligt stoppe alle betalinger til Myanmar og indsætte de skyldige beløb på en lukket konto uden for styrets rækkevidde. Total kan godt fortsætte gasproduktionen, hvis de kan garantere, at de ikke betaler til regeringen eller selskaber styret af militæret.

Mellemfolkeligt Samvirke opfordrer den danske regering til at arbejde for, at det militært kontrollerede selskab MOGE bliver pålagt EU-sanktioner. Det vil tvinge Total til at stoppe samarbejdet. 

Myanmars eksilregering, repræsenteret ved Committee Representing Pyidaungsu Hluttaw, har opfordret til sanktioner mod militære ledere og til, at Total skal suspendere alle betalinger til militæret og dets selskaber.
Total har ikke reageret på Dagbladet Informations henvendelser.

esl

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/pensionsselskaber-boer-laegge-pres-paa-totals-aktiviteter-i-myanmar

GDPR