DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Signe Munk, klimaordfører for SF, og Konservative vil have ny handling for at sikre, at ambitionerne for grønne brændstoffer indfries. (Arkivfoto). - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Partier vil have ny brintstrategi af frygt for grønne brændstoffers krise

Produktionen af grønne brændstoffer er besværet, og det vil SF og K have løst med en ny brintstrategi.
11. SEP 2024 8.47
Brint
Politik
Power-to-X

Ambitionerne er tårnhøje, og behovet vil kun blive større. Men alligevel er produktionen af grønne brændstoffer presset i Danmark. Ørsted har netop lukket to flagskibsprojekter, der skulle bane vejen for den såkaldte PtX-produktion i Danmark.

I det lys kalder SF og Konservative nu på, at klimaminister Lars Aagaard (M) indkalder til forhandlinger om en ny strategi for produktionen af grønne brændstoffer i Danmark.

- Der er trukket mørke skyer ind over brintproduktionen i Danmark, og det har vi ganske enkelt ikke råd til i den grønne omstilling, siger Signe Munk, klimaordfører for SF.

Folketinget indgik i 2022 en aftale om Power to X-produktion i Danmark.  Her var det ambitionen, at Danmark i 2030 skal have en produktion svarende til fire til seks GW.

I dag er der ifølge Brintbranchen produktion for 19,45 MW i drift. En gigawatt svarer til 1000 MW, så der er langt igen til målet, der skal nås om lidt over fem år. I Konservative er man opmærksom på, om Folketinget kan give producenterne bedre vilkår.

- Jeg deler bekymringen om, hvad der kommer til at ske med brint, og jeg er bange for, at vi lægger for mange benspænd ind i det, vi laver, siger energi- og forsyningsordfører, Dina Raabjerg (K).

Partierne vil have tempo på opførslen af det brintrør, der skal føre dansk-producerede grønne brændstoffer til det tyske marked. Og så vil de have undersøgt, om der kan indføres nye økonomiske tilskud.

Brintbranchen: Det går for langsomt 

Hos Brintbranchen, der er foreningen for danske PtX-producenter, erkender man, at der er udfordringer. Det går simpelthen for langsomt.

Det skyldes dels, at der er for få støttekroner til teknologien. Mens der er afsat over 30 mia. kr. til at fange og lagre CO2 i undergrunden i de kommende år, er der ikke flere støttekroner at søge om til at producere grønne brændstoffer i PtX-processer. Det siger Tejs Laustsen, direktør i Brintbranchen.

- Man har talt meget om, at vi skulle en masse med PtX, og man har sat mange fornuftige tiltag i gang. Men det er udtømt nu, og der er brug for bedre rammevilkår, så virkelystne kan udfolde sig. Han er derfor enig i behovet for en ny, opdateret strategi.

Minister: Nuværende målsætning er ambitiøs

Klimaminister Lars Aagaard (M) deler bekymringen for PtX-branchen.

- Der er ingen tvivl om, at der er søgang i det marked, og det følger vi tæt, siger han.

Lars Aagaard mener dog stadig, at der er grund til at tro på, at der kan etableres en omfattende produktion i Danmark. Nok er ambitionen på fire til seks GW produktion i 2030 ”ambitiøs”, men sådan skal det være med målsætninger, lyder det.

Han påpeger, at der er gennemført en lang række regulatoriske ændringer, der skal gøre det billigere og lettere at bruge strøm til at lave grønne brændstoffer gennem PtX-processer.

Men når det kommer til behovet for en ny strategi, langer han ud efter de to partier. Han tager gerne et møde, men han opfordrer partierne til selv at finde værktøjer og finansieringskilder, hvis de vil give mere i støtte.

- Hvis de vil bruge penge, så må de fortælle mig, hvor meget og hvor det skal komme fra, så det kan komme ind i en samlet prioritering af deres politik, siger klimaministeren.

/ritzau/
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//ptx/artikel/partier-vil-have-ny-brintstrategi-af-frygt-for-groenne-braendstoffers-krise

GDPR