
Ørsted har taget nogle tunge slag igennem de seneste år. For knap to år siden så alt ellers godt ud for virksomheden. Aktiekursen var rekordhøj og der var store forventninger bl.a. til selskabets vækstmuligheder på det amerikanske marked.
Siden da er det dog på trods af sanktioner mod russisk energi og øgede ambitioner for havvind kun gået en vej for Ørsted. Branchen er blevet ramt af øgede udgifter både til materialer og finansiering, og det har ført til, at Ørsted har måttet foretage store nedskrivninger på projekter i USA, hvor man bl.a. droppede de to projketer Ocean Wind 1 og 2 helt. Det har ført til en aktiekurs, der er faldet over 50 pct. alene i år og er tilbage på niveauet fra for fem år siden.
Krisen får nu Ørsted til at foretage ændringer i ledelsen. Således siger energiselskabet farvel til to medlemmer i koncernledelsen i form af koncernøkonomidirektør Daniel Lerup og koncerndriftsdirektør Richard Hunter. Opsigelsen er ifølge Ørsted sket efter gensidig aftale, oplyser energiselskabet i en meddelelse.
- Ligesom resten af branchen oplever Ørsted udfordrende og ustabile markedsforhold. Derfor er bestyrelsen og jeg blevet enige med vores nuværende koncernøkonomidirektør og koncerndriftsdirektør om, at vi har brug for nye og anderledes kompetencer til at lede økonomi- og EPC & Operations-funktionerne for at understøtte Ørsteds videre rejse, siger Mads Nipper, koncernchef og administrerende direktør i Ørsted, han fortsætter:
- Jeg vil gerne takke både Daniel Lerup og Richard Hunter for deres indsats for Ørsted. Jeg har sat pris på at arbejde sammen med dem begge i de seneste år og ønsker dem alt det bedste fremover.
Bestyrelsesmedlem og executive vice president dækker ind
Ørsted har indledt en proces med henblik på at finde en ny koncernøkonomidirektør og en ny koncerndriftsdirektør og forventer, at processen vil blive afsluttet så hurtigt som muligt i 2024.
I mellemtiden vil nuværende executive vice president og regionsdirektør for Europa, Rasmus Errboe, midlertidigt fungere som koncernøkonomidirektør og medlem af direktionen. Errboes arbejde som regionsdirektør vil blive dækket af Olivia Breese, som vil dække denne opgave samtidig med sin nuværende rolle som senior vice president og direktør for Power-to-X i Ørsted.
Stillingen som koncerndriftsdirektør vil blive varetaget af Andrew Brown, som blev medlem af Ørsteds bestyrelse ved seneste generalforsamling. Han har erfaring fra ledende stillinger i store globale organisationer såsom Shell og senest som administrerende direktør i det portugisiske energiselskab Galp.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.