DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS

Ørsted-aktien i nyt kæmpefald fra morgenstuden efter dårlige USA-nyheder

Ørsted-aktien falder mere end 18 procent oven på nyheden om produktionsstop for havvindparken Revolution Wind.
25. AUG 2025 9.19
Erhverv
Internationalt
Økonomi

OPDATERET: Ørsted-aktien får mandag morgen endnu en gang tæv på fondsbørsen, hvor aktien handles 16 procent lavere end ved børsluk fredag.

Det skyldes formentlig, at selskabet natten til lørdag meddelte, at man har fået påbud om at stoppe arbejdet med havvindparken Revolution Wind, der opføres ud for den amerikanske østkyst.

Det er det amerikanske indenrigsministerium, der igennem sit Bureau of Ocean Energy Management (Boem) har indført produktionsstoppet.

Det er uvist, hvordan og hvornår arbejdet vil kunne genoptages. Ørsted skriver i en pressemeddelelse, at man er i dialog med myndighederne med det formål at få byggeriet i gang igen hurtigst muligt.

Revolution Wind består af 65 havvindmøller og er placeret ud for delstaten Rhode Island. Ifølge Ørsted er alle fundamenterne klar, og 45 af møllerne er færdigmonterede. I bedste fald kan havvindparken allerede sættes i drift næste år.

Guvernørerne for Rhode Island og nabostaten Connecticut har protesteret mod byggestoppet, der begrundes med, at Boem har brug for tid til at undersøge, om projektet truer den nationale sikkerhed.

Præsident Trump har både op til sidste års præsidentvalg og efter sin indsættelse i januar i år gjort klart, at han er modstander af vedvarende energi.

Ørsted-aktien tabte næsten 30 procent af sin værdi, da selskabet for nylig meddelte, at det ville foretage en kapitaludvidelse på 60 milliarder kroner. Med den nuværende kurs omkring 212 vil Ørsted-aktien have tabt mere end 45 procent af sin værdi siden nytår.

/ritzau/
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//solenergi/artikel/oersted-aktien-i-nyt-kaempefald-fra-morgenstuden-efter-daarlige-usa-nyheder

GDPR