DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Fra venstre John Hansen forhandlingssekretær i 3F Industri, Henrik Fugmann bestyrelsesformand i TEKNIQ, Kasper Palm forhandlingschef i Dansk Metal og Henrik W. Petersen forbundsformand i Blik- og Rørarbejderforbundet. Parterne er blevet enige om en ny overenskomstaftale for cirka 10.000 ansatte i metalindustrien.

Ny overenskomst for metalindustrien på plads

Parterne er blevet enige om en treårig aftale, der omfatter cirka 10.000 ansatte i metalindustrien.
17. MAR 2025 8.40
Arbejdsmarked
Økonomi

Efter intense forhandlinger er TEKNIQ, Dansk Metal, Blik- og Rørarbejderforbundet og 3F Industri blevet enige om en ny overenskomstaftale for ansatte i metalindustrien. Det skriver TEKNIQ i en pressemeddelelse.

- Aftalen sikrer stabilitet i en verden, hvor handelskrige i stigende grad skaber usikkerhed - især for det eksporterende erhvervsliv. Det gælder ikke mindst i industrien, og derfor er det også helt afgørende, at vi nu er nået i mål med en aftale, der sætter en fornuftig ramme og øger fleksibiliteten ude i virksomhederne, siger adm. direktør i TEKNIQ Troels Blicher Danielsen.

Hos fagforbundene er der også tilfredshed med den nye aftale.

- Aftalen afspejler, at det går godt i virksomhederne – det er kun rimeligt, at vores medlemmer mærker det og får flere penge i lønposen. Samtidig får vi nye rettigheder til at holde fri sammen med familien. Og så er det en vigtig sejr, at arbejdsmiljørepræsentanternes store indsats nu bliver anerkendt med et vederlag. De gør en stor forskel for sikkerheden og trivslen på arbejdspladsen, og det fortjener respekt, siger forhandlingschef i Dansk Metal Kasper Palm.

Aftalen indebærer blandt andet en stigning i mindstelønnen på 3,75 kr. i 2025 og 3,50 kr. i 2026 og 2027. Arbejdsgivers bidrag til pensionsopsparingen hæves fra 10 til 11 pct. fra 1. maj 2025, mens det samlede pensionsbidrag når op på 13 pct.

Derudover stiger bidraget til fritvalgsordningen med 1 procentpoint pr. 1. marts 2026 og pr. 1. marts 2027, mens betalingssatserne for lærlinge øges med 4,0 pct. i 2025 og 3,5 pct. i 2026 og 2027. Lønmodtagere får desuden nye rettigheder til at bruge fritvalgskontoen til fridage, herunder fri ved barns tredje sygedag og to årlige børnebørns-omsorgsdage.

Endelig får arbejdsmiljørepræsentanter et vederlag på 9000 kr. årligt.

Aftalen skal nu til afstemning hos medlemmerne, før den kan træde i kraft med tilbagevirkende kraft fra 1. marts.

jel

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//ccs/artikel/ny-overenskomst-for-metalindustrien-paa-plads

GDPR