DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Norge vil overtage størstedelen af ejerskabet af landets gasrørledninger. (Arkivfoto).
John Randeris/Ritzau Scanpix

Norges regering vil lade staten overtage norsk gasnetværk

Norges gasrørledninger er ejet af en række olieselskaber. Netværket skal nationaliseres, mener regeringen.  
28. APR 2023 12.07
Gas
Internationalt

Norges regering planlægger at nationalisere størstedelen af landets netværk af gasrørledninger, når de eksisterende koncessioner udløber. Det fremgår af et brev fra Norges Olie- og Energiministerium. Det skriver nyhedsbureauet Reuters og det norske nyhedsbureau NTB.

Netværket af gasrørledninger i Norge ejes i dag af selskabet Gassled. Det består af en række olieselskaber. Olieselskaberne udvandt naturgas, da Gassled blev oprettet i 2003.

Den norske stat ejer 46,7 procent af Gassled. Staten har dermed allerede et delvist ejerskab over gasrørledningerne. De nuværende koncessioner udløber i 2028. Koncessionerne er aftaler om transport af gas. De er indgået mellem den norske stat og Gassled.

- Olie- og Energiministeriet har i dag sendt brev til relevante rettighedshavere, hvor det anføres, at staten planlægger at benytte sig af hjemfaldsretten ved udløbet af koncessionstiden, skriver ministeriet.

Årsag til ønske om hjemtagelse ikke kendt

Ministeriet henviser til statens ret til at overtage ejerskabet over gasrørledningerne, når de nuværende aftaler udløber i 2028.

- Regeringen ønsker et helstatsligt ejerskab over de centrale dele af det norske gastransportsystem, skriver Olie- og Energiministeriet videre.

Den norske regering har ikke begrundet, hvorfor den ønsker at overtage ejerskabet. Det fremgår heller ikke, hvilke dele af gasnetværket, som staten vil tage ejerskab over. Det er således ikke hele netværket.

Norge er i dag den største leverandør af gas i Europa. Tidligere var det Rusland. Men Ruslands eksport af gas til Europa er faldet markant siden landets invasion af Ukraine.

Norge har cirka 9000 kilometer gasrørledninger. Den tekniske operatør på netværket er selskabet Gassco. Det fortsætter som operatør, når staten overtager størstedelen af netværket.

Det er ikke umiddelbart lykkedes Reuters eller NTB at få en kommentar fra den norske regering.


/ritzau/
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/norges-regering-vil-lade-staten-overtage-norsk-gasnetvaerk

GDPR