
Den norske regering har tirsdag foreslået at åbne norske farvande for undersøisk minedrift. Det skriver nyhedsbureauet Reuters. Området, som regeringen har kig på, dækker et areal på omkring 280.000 kvadratkilometer. Det svarer til lidt mindre end Storbritannien og Irland tilsammen. Norge har taget en førende rolle i det globale kapløb om at udvinde metaller fra havbunden.
- Vi har brug for mineraler (i metallerne, red.) for at lykkes med den grønne omstilling, lyder det fra landets energiminister i en pressemeddelelse.
Forslaget møder kritik fra miljøforkæmpere, der advarer mod, at undersøisk minedrift vil true biodiversiteten i økosystemerne.
- Det her er et nyt lavpunkt fra den norske regering. De fortsætter udvindingen af olie i det skrøbelige Arktis, og nu åbner de store havområder op for mineselskaber, siger Frode Pleym, der er leder af den norske afdeling af Greenpeace.
- Norge fremstiller sig som grønne globalt, men deres handlinger viser noget andet.
De områder, hvor den norske regering nu vil åbne op for minedrift, omfatter Grønlandshavet mod vest, Norskehavet mod nordvest og Barentshavet mod nord. Regeringen har sagt, at den vil gøre det "på ansvarlig vis", skriver Reuters.
De firmaer, der søger om lov til at udvinde metaller og mineraler, får licenser til at arbejde i mindre områder af de i alt 280.000 kvadratkilometer. Frankrig forbød i januar undersøisk minedrift i sine farvande, mens Tyskland har opfordret til en pause i udviklingen i industrien.
/ritzau/Reuters
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.