DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Statsminister Mette Frederiksen og Norges statsminister Jonas Gahr Støre holdt i dag fælles pressemøde i spejlsalen.
Martin Sylvest, Ritzau Scanpix

Norge leverer allerede maksimal mængde gas

EU-lande vil vriste sig fri af russisk gas efter invasion af Ukraine, men det bliver svært.
9. MAR 2022 14.44
Gas

Norge kan ikke umiddelbart levere mere gas til Danmark. Det siger den norske statsminister, Jonas Gahr Støre, onsdag på et kort pressemøde med statsminister Mette Frederiksen (S). Mere gas fra Norge er ellers kommet på dagsorden, fordi EU-landene ønsker at udfase gas fra Rusland, der har invaderet Ukraine.

- Norge står ved sine forpligtigelser om at levere gas til Europa. Vi leverer maksimum af det, vi kan. Vi skal være større på vedvarende energi og producere mere vedvarende energi med vind fra hav og land og kraft fra sol, siger Jonas Gahr Støre.

EU-Kommissionen fremlagde tirsdag et udspil, som skal gøre EU uafhængigt af fossil energi fra Rusland inden 2030. Den første del af planen går ud på at reducere EU-landenes afhængighed af russisk gas i lyset af Ruslands invasion af Ukraine. Rusland leverer i dag omkring 40 pct. af EU-landenes gas. Danmark foretrækker norsk gas.

- Jeg vil langt hellere have energi fra Norge end fra Rusland. Hvis jeg forstår korrekt, har de spændt hanerne, så meget som de kan gøre på den norske gas. I dag har vi talt om, at vi har behov for mere vedvarende energi, og der er I dygtige i Norge, siger Mette Frederiksen.

Ledig plads i Baltic Pipe

Senere på året kan der skrues mere op fra de norske haner, når man igen får gang i flydende gas kaldet LNG til det øvrige Europa fra Finnmark.

- Det kommer i gang igen, når vi nærmer os sommeren. Derefter kommer der mere gas, siger Støre.

Danmark har ikke anlæg til at modtage LNG på nuværende tidspunkt.

Gasledningen Baltic Pipe står til først at blive færdig ved årets udgang, men allerede fra oktober vil den kunne transportere gas fra Norge til Danmark. Den forbinder Norge, Danmark og Polen.

Polen har kontrakt på 80 pct. af gassen, så der er ledig plads. Det skal sælges til højestbydende.

Støre uddyber desuden, at der i slutningen af maj skal holdes et nordisk møde mellem stats- og regeringschefer om et skærpet samarbejde på forsvarspolitikken.

Ritzau

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/norge-leverer-allerede-maksimal-maengde-gas

GDPR