
Ørsteds projekt til CO2-fangst og -lagring, Ørsted Kalundborg Hub, er blevet tildelt en 20-årig kontrakt af Energistyrelsen. Det indebærer, at Ørsted skal etablere CO2-fangst på det træflisfyrede Asnæsværket i Kalundborg og på Avedøreværkets halmfyrede kedelanlæg i Storkøbenhavn.
CO2-anlægget i Asnæsværket forventes årligt at opsamle 280.000 ton biogen CO2 fra kraftvarmeværket. Og det er på dette anlæg at NCC netop er blevet tildelt en kontrakt med Ørsted omkring etablering af fundamenter, bygninger og rørbroer til CO2-fangstanlægget i Kalundborg. Det oplyser virksomheden i en meddelelse.
- Vi ser frem til at samarbejde med Ørsted og er stolte over at kunne bidrage til projektet samt støtte Danmarks ambitioner om CO2-fangst og lagring. Store og komplekse anlægsprojekter er en central strategisk prioritet for NCC og harmonerer derfor godt med vores kernekompetencer, siger Flemming Carlsen, der er direktør i NCC Infrastructure i Danmark.
Første skridt på CO2-infrastruktur
Projektet markerer det første skridt mod etableringen af en CO2-infrastruktur i stor skala i Danmark. Asnæsværket vil ikke blot fungere som knudepunkt for fangst og transport af Ørsteds eget CO2, men kan også potentielt håndtere CO2 fra andre udledere.
- Vi ser frem til sammen med NCC at få sat gang i byggeriet af det første CO2-fangstanlæg i fuld skala i Danmark. Der skal sættes gang i mange forskellige tiltag for at bremse klimaforandringerne, og med vores CCS-projekt vil vi bidrage væsentligt til at realisere de politisk vedtagne danske klimamål for 2025 og 2030, siger Ole Thomsen, Senior Vice President og chef for Ørsteds kraftværksforretning.
Opgaven, som beløber sig til ca. 200 mio. kr. for NCC, omfatter de anlægsarbejder, herunder fundering og betonarbejder, som er nødvendige for byggeriet af selve procesanlægget i Kalundborg. Projektet forventes at være klar til brug inden udgangen af 2025.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.