
Statsminister Mette Frederiksen (S) er tirsdag morgen ankommet til et Nato-møde om Østersøen i den finske hovedstad, Helsinki. På dagsordenen er blandt andet håndteringen af den såkaldte russiske skyggeflåde i Østersøen.
- Jeg er bekymret for skyggeflåden. Det er en af måderne for Rusland at fortsætte krigen i Europa, siger Mette Frederiksen på et kort doorstep.
Skibene i skyggeflåden menes at omgå internationale sanktioner mod Rusland ved at sejle med russiske varer uden at sejle under russisk flag.
Mette Frederiksen siger videre, at Danmark har "en særlig interesse og et særligt ansvar". Hun nævner, at der nu skal kigges på nye måder for at håndtere skyggeflåden, og at det kan være ved at fokusere på skibenes forsikringspapirer. I december annoncerede udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) på det sociale medie X, at Danmark fremover vil "anmode skibe i vores farvand om at oplyse deres forsikringsbevis".
På Nato-mødet deltager stats- og regeringschefer for Nato-landene ved Østersøen. Sikkerheden i Østersøen er det store emne - herunder hvordan den kritiske infrastruktur på havbunden skal beskyttes bedre.
- Jeg er selvfølgelig dybt bekymret for situationen i Østersøen, og jeg er også bekymret for situationen i Ukraine, og derfor er dette møde ekstremt vigtigt. Vi skal samarbejde tættere samme, og jeg er meget glad for, at Nato nu er direkte involveret, siger Mette Frederiksen.
Øget Nato-tilstedeværelse efter kabelbrud
Finlands udenrigsminister, Elina Valtonen, oplyste fredag, at Nato øger sin tilstedeværelse i Østersøen med to skibe som følge af flere kabelbrud over julen.
25. december blev elkablet Estlink 2, der løber i Østersøen mellem Finland og Estland, beskadiget. Der opstod også brud på flere datakabler.
Hurtigt blev tankskibet "Eagle S" mistænkt for at være involveret. Skibet sejlede natten til 25. december fra Sankt Petersborg og videre ud i Østersøen.
Mistanken mod "Eagle S" opstod, fordi tankskibet sejlede forbi de steder, hvor kabelbruddene efterfølgende blev opdaget. Finland formoder, at skibet er en del af Ruslands skyggeflåde.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.