DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Morten Messerschmidt kan godt forstå, at venstrefløjen er trætte af DF i klimaforhandlinger. (Arkivfoto). - Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Messerschmidt vil forlade klimaloven i dag hvis ministeren ønsker det

Hvis klimaminister Lars Aagaard er træt af DF i aftalen om klimaloven, er Messerschmidt klar til at smutte nu.
21. MAJ 2024 12.14
Klima
Politik

Morten Messerschmidt er klar til at trække Dansk Folkeparti ud af forligskredsen bag klimaloven allerede i dag, hvis klimaminister Lars Aagaard (M) skulle ønske det.

Det siger partiformanden til Ritzau, efter at Radikale og Enhedslisten søndag har meldt, at det vil passe dem helt fint, hvis Dansk Folkeparti røg ud af aftalen.

- Hvis ministeren deler holdningen fra Radikale og Enhedslisten, så skal jeg ikke stå i vejen for, at han kommer til at stå alene tilbage med de røde. Hvis man direkte ikke ønsker Dansk Folkeparti, kan vi ligeså godt få det overstået med det samme, siger Morten Messerschmidt.

Dansk Folkepartis formand bekendtgjorde i søndagens Berlingske, at partiet træder ud af aftalekredsen bag klimaloven, hvis den kommende CO2-afgift på landbruget koster arbejdspladser. Morten Messerschmidt anfører, at klimapolitikken går for vidt, og at det rammer den almene borger.

Messerschmidt DF har forhindret endnu højere klimaskatter og -afgifter 

Hvis det er hans holdning, synes De Radikales klimaordfører Samira Nawa, at han "bare skal træde ud af aftalen". Enhedslistens Søren Egge Rasmussen skriver på X, at de ikke har "brug for DF i klimaaftalerne".

- Det bedste, man kan sige om dem, er, at de sjældent deltager i møderne.

Selv siger Morten Messerschmidt, at han godt kan forstå, at Dansk Folkeparti har været en torn i øjet på venstrefløjen i forligskredsen.

- Vi har på en række områder forhindret, at de kunne få deres ønsker om endnu højere klimaskatter og -afgifter igennem, siger han til Ritzau.

Morten Messerschmidt fremhæver, at han har ydet dem modstand i eksempelvis Nordsøaftalen, hvor han fik bevaret muligheder for olieproduktion frem til 2050.

Minister kalder Messerschmidt populistisk

Efter formandens melding i Berlingske har klimaminister Lars Aagaard langet hårdt ud efter Dansk Folkeparti.

- Det her viser, at DF og den yderste højrefløj har bekendt kulør -- og farven er sort. De ønsker ikke at tage ansvar for klimaet, udtaler ministeren.

Lars Aagaard kan ikke tage Messerschmidts argumenter alvorligt, og han kalder partiformanden for "populistisk".

Direkte adspurgt, om han deler Radikale og Enhedslistens holdning til DF's deltagelse i aftalekredsen, svarer ministeren:

- Om han vil tage ansvar for klimaet, må han som partileder være voksen nok til selv at beslutte.

Det er ikke en komplet afvisning af DF, lyder det tilbage fra Morten Messerschmidt, der derfor vil afvente CO2-afgiften før sin beslutning.


/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/messerschmidt-vil-forlade-klimaloven-i-dag-hvis-ministeren-oensker-det

GDPR