DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS

Kritik af Danske Bank: Sortlistet olieselskab får milliard-finansiering

Danske Bank lander en ny gigantisk finansieringsaftale med et norsk olieselskab, som de netop havde sortlistet i deres egen klimaplan.
22. SEP 2025 10.23
Økonomi

Den 12. august udpegede Danske Bank i forbindelse med en ny klimaplan en lang række fossile virksomheder, som banken ikke længere ville investere i. Men blot en uge efter, at banken havde ekskluderet 1.700 virksomheder for deres manglende klimaindsats, herunder for ikke at have en troværdig grøn omstillingsplan, landede banken en milliardaftale med et af de sortlistede olieselskaber.

Det skriver det undersøgende medie Danwatch lørdag.

Danske Bank indgik således den 21. august en ny gigantisk finansieringsaftale med det norske olieselskab Ocean Yield til en værdi på næsten en milliard kroner. Ocean Yield, der ejer og driver olietankere, var ellers et af de selskaber, som ifølge banken ikke havde en troværdig klimaplan.

Sagen vækker stor undren hos flere eksperter, som Danwatch har talt med.

- Når Danske Bank på den ene side sortlister en virksomhed og på den anden side indgår en millionaftale med det selvsamme selskab få dage efter, bliver det tæt på umuligt for forbrugerne at gennemskue, hvorvidt banken reelt lever op til sine udsagn om ansvarlige investeringer, siger Rolf Høymann Olsen, forbrugerpolitisk rådgiver hos Forbrugerrådet Tænk, som varetager 90.000 personlige medlemmer og 24 medlemsorganisationers intersser.

270 virksomheder levede op til kriterier

Finansielle data, som Danwatch har fået indsigt i, viser, at Danske Bank både har udlånt penge direkte til Ocean Yield gennem en obligationsinvestering og ageret som formidler til andre investorer.

Tidligere har Danske Banks adm. direktør, Carsten Egeriis, ellers slået helt fast, at banken ikke ønsker “at være eksponeret over for virksomheder, hvis forretningsmodel udgør en risiko på grund af manglende omstillingsvilje.” I dag har banken “ingen kommentar” til spørgsmål om, hvorvidt aftalen med Ocean Yield bryder det løfte.

Thomas Meinert Larsen, der er kampagneleder for ansvarlige investeringer for Klimabevægelsen, undrer sig også:

- Det giver jo ikke mening, at Danske Bank med den ene hånd stopper for investeringer i et særdeles problematisk selskab som Ocean Yield, mens banken med den anden hånd fortsætter med at sikre ny finansiering til selvsamme selskab, siger han.

Hos Forbrugerrådet TÆNK mener man, at Danske Bank gør det svært for forbrugerne at vurdere bankens på etiske parametre.

- Det stiller forbrugerne rigtig dårligt, hvis de ønsker at vælge bank ud fra kriterier som ansvarlighed og bæredygtighed, mener Rolf Høymann Olsen.

Danske Bank har brugt 18 måneder på at vurdere klimaindsatsen hos Ocean Yield og 2.000 andre fossile selskaber. Kun 270 bestod bankens eksamen og blev vurderet til at have “realistiske omstillingsplaner, der understøtter overgangen til et mere bæredygtigt samfund”.

Ocean Yield var ikke en af dem.

esl

esl

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//ccs/artikel/kritik-af-danske-bank-sortlistet-olieselskab-faar-milliard-finansiering

GDPR