Efter fredagens forhandlinger om hjælp til de danskere, som lige nu er ramt af høje varmeregninger, har klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) ifølge ham selv en god og en dårlig nyhed.
- Den gode nyhed er, at der er bred opbakning til at hjælpe de danskere, som står i en svær økonomisk situation lige nu. Den negative nyhed er, at der er ret stor forskel på, hvad partierne vil, siger Dan Jørgensen.
Regeringen har selv foreslået, at de familier, som er hårdest ramt, skal have økonomisk hjælp i form af en skattefri check. Den skal primært gå til de 400.000 husstande, som varmer boligen op med gasfyr, og de omkring 40.000, der har fjernvarme, hvor den primære kilde er gas.
Men regeringen ser også på muligheden for at give økonomisk hjælp til dem, som opvarmer boligen med elpaneler. De borgerlige partier ønsker at sænke elafgifterne - med det argument, at alle danskere dermed vil få et tilskud til at betale de stigende udgifter. Men det er helt udelukket, lyder det fra Dan Jørgensen, som ikke ønsker at "smøre hjælpen ud", men derimod målrette den.
- Jeg må sige, at det er lidt kynisk af de borgerlige partier at bruge det her som en undskyldning for at få nogle skattelettelser. Ingen vil jo påstå, at hvis vi sænker elafgiften en lille smule for alle danskere, at problemet så vil blive afhjulpet. Og det vil blive meget dyrt for statskassen, siger ministeren.
- Vi ved godt, at de borgerlige gerne vil have skattelettelser - og fint nok - men hvorfor skal de også markere det her, siger Dan Jørgensen.
Ikke alle bør få hjælpen
Regeringen mener, at hjælpen skal gives på en måde, så dem med lavest indkomst får mest. Desuden skal der være en indkomstgrænse, som afgør, hvem der får del i hjælpen.
- Vi sidder og diskuterer lige nu, hvad det skal være for en grænse, og jeg kan godt sige, at det ikke er meningen, at tilskuddet kun skal gå til folk på overførselsindkomster. Det skal være for dem, der er ramt hårdest - også helt almindelige familier, som ikke normalt er presset på økonomien, men som er det nu, fordi gas er deres hovedkilde, siger Dan Jørgensen.
Hvor mange penge, regeringen vil bruge på det skattefri tilskud, og hvordan de penge så skal findes, vil Dan Jørgensen ikke udtale sig om endnu. Efter forhandlinger kalder Venstres klimaordfører, Marie Bjerre, forhandlingerne for useriøse. På Twitter skriver hun:
- Totalt useriøst! Nu har vi været til "forhandlinger" om de stigende energipriser i to timer her til morgen. Men der er ingen konkret model og ingen beløb på bordet. Og regeringen siger totalt no go til afgiftslempelser.
Totalt useriøst! Nu har vi været til “forhandlinger” om de stigende energipriser i to timer her til morgen. Men der er ingen konkret model og ingen beløb på bordet.
— Marie Bjerre (@marie_bjerre) January 28, 2022
Og regeringen siger totalt no go til afgiftslempelser. #dkpol
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.