
Hundredvis af aktioner. Over 3000 anholdelser. 180 fængslinger. De har kastet tomatsuppe på et Vincent van Gogh-maleri, afbrudt store sportsbegivenheder og overdynget Stonehenge med orangefarvet majsstivelse. Men nu får det tilsyneladende en ende.
Klimaaktivistgruppen Just Stop Oil, der står bag en lang række opsigtsvækkende protestaktioner de seneste tre år, er færdig med at forarge med sine stunts for at sætte fokus på klimaet. Lørdag holder den britiske gruppe, som blev grundlagt i 2022, sin sidste demonstration. Det sker i London, Storbritanniens hovedstad.
- Det er enden på suppe på van Gogh-malerier, majsstivelse på Stonehenge og langsom vandring i gaderne, oplyser gruppen i en pressemeddelelse.
De ofte benyttede orange veste bliver lagt på hylden. Gruppens mål er opnået, lyder det.
- Just Stop Oils oprindelige krav om at stoppe nye olie- og gasprojekter er nu regeringens politik. Det gør os til en af de mest succesrige borgerdrevne modstandskampagner i nyere historie, hedder det i pressemeddelelsen.
Siden Labour vandt regeringsmagten i juli 2024, er der sat en stopper for ny udvinding af olie og gas i Nordsøen. Partiet har dog samtidig taget afstand til Just Stop Oil. Gruppens taktikker med at blokere veje, afbryde sportsbegivenheder og lave hærværk på kunstværker har vakt vrede hos både politikere og i den brede befolkning.
En måling fra 2023 viste, at 64 pct. af de adspurgte i Storbritannien ikke brød sig om Just Stop Oil.
Alligevel har gruppen fortsat med sine omstridte aktioner. Den har vist sig som en gruppe, hvor medlemmerne har været villige til både at møde medborgeres vrede og nogle gange ende i fængsel for at råbe op om klimakrisen.
Så hvorfor stopper de nu?
Det har Graeme Hayes, sociolog ved Aston University i Birmingham, et bud på. Han har brugt flere år på at følge Just Stop Oil og dens aktiviteter. For ham kommer afslutningen på gruppens aktiviteter ikke som en overraskelse. Det følger samme mønster som lignende grupper, der før har været i vælten.
- Det er i disse organisationers DNA, at de ikke fortsætter på lang sigt, siger han til The Guardian.
- Det skyldes ikke mindst, at de involverede personer, selv i den bedste af alle verdener, plejer at blive udmattede. Den konstante bredere sociale konflikt, som de står over for, er intens og tærer på kræfterne.
Selv om Just Stop Oil lørdag holder sin sidste protest, så fortsætter gruppen på anden vis.
- Just Stop Oil vil fortsætte med at fortælle sandheden ved domstolene, tale på vegne af vores politiske fanger og tale mod Storbritanniens undertrykkende protestlove, oplyser gruppen.
Ifølge gruppen er der nu brug for et bredere fokus på "korrupte politiske systemer på tværs af verden". Derfor er en ny strategi undervejs.
Den opfordrer alle, der vil være med til at "opbygge en ny modstand", til at deltage i protesten lørdag.
Ifølge Just Stop Oil er der lørdag tale om en protest med "lav risiko". Ønsket er at undgå anholdelser og tiltrække flere personer til at tage del i kampen mod systemet.
jel /ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.