FOLKEMØDET: En partilederdebat på Folkemødet i DR-programmet "Debatten" blev torsdag aften afbrudt af aktivistbevægelsen Extinction Rebellion. Da det direkte program havde været i gang i godt tre kvarter indtog en mindre gruppe af aktivister scenen, hvor debatten foregik. Det førte til, at programmet måtte afbrydes.
- Nu er der sket noget, som vi ikke har set før nogensinde i det her program, nåede det at lyde fra vært Clement Kjersgaard, før han ikke længere kunne få ord indført.
Episoden foregik umiddelbart ganske roligt. Aktivisterne havde skilte med og holdt bagefter en tale fra scenen, hvor de talte dunder for klimaet. I en pressemeddelelse uddyber Extinction Rebellion årsagen bag deres protest.
- Til Folkemødet er det meningen, at der bliver ført demokratiske samtaler om de store udfordringer, der er i vores samfund. Desværre er det mest af alt direktører og politikere, der får ordet. Og klimakrisen bliver fordrejet til en diskussion om, hvilke technofix der kan bringe flest penge i kassen. Derfor tager Extinction Rebellion til Folkemødet og får sat realiteten på dagsordenen, udtaler 20-årige Antonie Hornø Mørch, der deltog i aktionen.
Politikere utilfredse
Aktivisterne indtog scenen, mens klimapolitik blev diskuteret. Pia Kjærsgaard (DF) er ikke imponeret af aktivisternes opførsel.
- Der er politifolk til stede, hvorfor fjerner de ikke bøllerne? Der blev netop drøftet klimapolitik, et emne der burde interessere klimatosserne? Og så lukker DR bare ned for udsendelsen! Uopdragne møgunger, skriver hun på det sociale medier Twitter.
Heller ikke De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, er tilfreds med bevægelsen.
- De unge mennesker mangler simpelthen opdragelse, når de tror, det her er måden, man opfører sig på. Hvor er det pinligt og udemokratisk, skriver han på Twitter.
Bornholms Politi oplyser på Twitter, at det hele foregik i ro og mag.
- En gruppe klimaaktivister lavede her til aften en happening under en liveudsendelse fra en af Folkemødets scener. Politiet viste aktivisterne ned fra scenen. Det hele foregik stille og roligt, skriver politiet.
LIGE NU: Klimakrisen kan ikke længere drukne i bla bla bla! Vi stopper @DebattenDR2 for at kræve et reelt klimaborgerting! #dkpol pic.twitter.com/75Og4h61cY
— Extinction Rebellion Danmark (@ExtinctionRDK) June 16, 2022
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.