
En af de helt afgørende faktorer i kampen mod klimakrisen er, hvilken vej det går i Kina. Kina er verdens med afstand største udleder af CO2, og hvis ikke kineserne går ad den grønne sti, så kan verden glemme alt om at nå de forskellige klimamål.
Men det tyder på, at det går den rette vej i Kina. Det viser en rapport og en analyse, der begge for nylig er udkommet. De to udgivelser er fra det internationale forskningsinstitut Centre for Research on Energy and Clean Air (Crea) og begge peger på positive udviklinger i Kina.
Den første kom for et par uger siden og vakte opsigt, fordi den forudsiger, at Kinas udledninger af CO2 vil toppe i år og fra næste år begynder at falde.
Forklaringen er, at Kina har foretaget rekordstore investeringer i vedvarende energikilder som vind og sol. Investeringerne er så omfattende, at Kinas udledninger ifølge analysen fra næste år vil falde, selv om en række nye kulkraftværker også bliver bygget.
- Det er, fordi udbredelsen af energikilder med lave udledninger for første gang er i stand til ikke bare at møde, men også overstige den årlige stigning i Kinas samlede efterspørgsel på energi, siger Lauri Myllyvirta, hovedforfatter bag analysen.
Optimisme blandt eksperter
Det lyder næsten for godt til at være sandt, at Kinas udledninger snart daler. Ifølge Kinas egne målsætninger skal CO2-udledningen først toppe senest i 2030, og ved internationale klimatopmøder har de kinesiske delegationer gang på gang forsøgt at trække aftalerne i mindre ambitiøse retninger.
Den anden udgivelse understreger imidlertid, at der nok er noget om snakken. I hvert fald er der blandt 89 førende klima- og energieksperter bred enighed om, at Kinas udledninger har kurs mod at toppe før 2030. Mere end 70 procent af de adspurgte tror, at Kina når målet. En femtedel af eksperterne tror endda, at det sker før 2025, ligesom analysen forudser.
Dermed er de mere optimistiske end sidste år, hvor de også svarede på spørgeskemaet, der ligger til grund for rapporten. Kinas enorme investeringer i grønnere energikilder gør, at der er en mere positiv stemning en tidligere.
Øje på kommende top-niveau
Der er dog en vigtig mellemregning, som ikke skal glemmes i ligningen. For når der i forvejen er tale om verdens største forurener, så er det vigtigt at have for øje, hvor meget udledningerne stiger, før de topper.
Hvis de stiger markant og derefter blot ligger på samme høje niveau eller falder svagt, så går det jo stadig den forkerte vej, fordi enorme mængder drivhusgasser stadig vil blive ledt ud i atmosfæren.
Det er altså afgørende for klimakampen, at topniveauet ikke bliver meget højere end nu, og at niveauet derefter også begynder at falde. Drastisk.
Det er der håb om, i takt med at det begynder at være dyrere at bruge fossile brændsler end vedvarende energikilder. Det Internationale Energiagentur (IEA) forudsagde for nylig i en analyse, at udledningerne fra alle energikilder - herunder fossile brændsler - kan toppe i 2025 og derefter begynde at falde.
Kina er en vigtig faktor i det regnestykke. Hvis det går, som IEA tror, vil det være et historisk vendepunkt for energiindustrien og klimaet.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.