Inflationen i de lande, der har euroen som valuta, steg fra 2,2 pct. i november til 2,4 pct. i december. Det bekræfter en endelig opgørelse fra det europæiske statistikkontor Eurostat fredag.
Det er tredje måned i træk, at den samlede inflation i eurozonen stiger. Stigningen er dog ikke noget, der får økonomerne til at skrotte forventningerne til en kommende rentenedsættelse fra Den Europæiske Centralbank (ECB).
Det gælder blandt andre Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom hos Arbejdernes Landsbank. Han forventer en nedsættelse den 30. januar i forbindelse med det næste rentemøde.
- Der er helt overordnet kommet langt bedre styr på inflationen, og selv om inflationen ikke er helt i mål og lige nu svagt stigende, så er der altså endnu plads til at sænke renten. Fortsætter den svagt opadgående tendens dog, så kan det bremse antallet af rentenedsættelser i år, skriver han i en kommentar.
Nogenlunde samme melding kommer fra Erik Bjørstad, der er cheføkonom hos Dansk Metal.
- Dertil kommer, at den europæiske økonomi kører i slæbesporet. Væksten er meget svag, og derfor er der brug for at sænke renten.
Inflationen er et af de nøgletal, som centralbanken særligt kigger i retning af, når den skal vurdere, om en rentesænkning kan komme på tale. Hvis renten sænkes for tidligt, kan det betyde, at inflationen kommer til at stige. Sker det omvendt for sent, kan det sende økonomien i bakgear. Dermed er det en balancegang.
Samlet set regner Jeppe Juul Borre og Arbejdernes Landsbank med, at antallet af rentesænkninger i 2025 vil lande på fire eller fem.
- Men det forudsætter tiltro til, at inflationen og især kerneinflationen arter sig. ECB sænkede renten fire gange gennem 2024, efter at den i 2023 og 2022 hævede renten for at bekæmpe den høje inflation.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.