Fiskeriet har betydet næsten alt for Hvide Sande. Men gennem en årrække har det tyndet ud i antallet af fiskeskibe, som har lagt til i kystbyen.
Mens det er tyndet ud blandt fiskebådene, er der til gengæld opstået en ny mulighed til havs:
- Tidligere var det udelukkende turisme og fiskeri, som skabte grundlaget for byen, men nu er paletten udvidet. De nye aktiviteter omkring vindmøller skaber aktivitet, skaber job og skaber et mere sammensat og balanceret grundlag for byen, fortæller havnedirektør Steen Davidsen.
Under installationen af havvindmølleparken Horns Rev 3 havde Hvide Sande godt 130 forskellige ansatte boende i byen, som ellers har under 3.000 indbyggere totalt. Derudover forventer Hvide Sande 25-30 nye fuldtidsansatte de næste 20-25 år i rollen som servicehavn for Horns Rev 3, hvilket blot har styrket havnens interesse.
- Horns Rev 3 er ikke nok for os. Vi mener, at vi både vil, kan og har kapacitet til mere. Vi har opbygget erfaring og servicetilbud i forbindelse med Horns Rev 3 og forundersøgelser til Thor. Mens der kommer flere og flere anløb, bliver vi mere og mere synlige på markedet. Vi er en lille havn, men vi er hurtige til at omstille os, siger Steen Davidsen.
Hvide Sande Havn vil derfor meget gerne involveres i nye vindeventyr, og man har derfor investeret i nye havnefaciliteter og en øget havnedybde, så man kan gøre plads til kommende servicebåde.
- Det handler om at have rettidig omhu, mens også at turde at satse og lægge hånden på kogepladen. Det tager år at gennemføre disse projekter, og du kan ikke bare vente. Du skal med snusfornuft og fast grund under jorden gøre dig klar, så du den dag, hvor muligheden kommer og ballet åbnes, er klar til at byde op til dans, siger Steen Davidsen.
Når Steen Davidsen snakker om ballet, så er det havvindmølleparken Thor, han snakker om. Her vil Hvide Sande Havn meget gerne byde op til dans som mulig servicehavn, men man er dog også klar over, at der er flere, der gerne vil byde op til dans.
- Det er en konkurrence, hvor andre også gerne vil komme med det bedste tilbud. Og så er det ikke anderledes end i hvilken som helst anden konkurrence, at det må være det bedste tilbud, der vinder, siger Steen Davidsen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.