DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Hollands udenrigsminister, Wopke Hoekstra, har været til ansættelsessamtale hos kommissionsformand Ursula von der Leyen.
Piroschka Van De Wouw/Reuters

Hollandsk minister nomineres som klimakommissær i EU

EU's kommissionsformand anbefaler hollænderen Wopke Hoekstra som ny kommissær for klima.  
30. AUG 2023 8.56
EU
Navne

Hollænderen Wopke Hoekstra er på vej til at blive EU's næste kommissær for klima. Det oplyser EU-Kommissionens leder, Ursula von der Leyen, efter en ansættelsessamtale med Hoekstra tirsdag. Anbefalingen vil nu blive givet videre til EU's medlemslande og Europa-Parlamentet, hvis accept er nødvendig.

Hoekstra, der er Hollands udenrigsminister, er udset til at afløse sin landsmand Frans Timmermans, der har været en stærk talsmand for klimaet i Kommissionen. Socialdemokraten Timmermans har meddelt, at han stiller op til efterårets valg i Holland.

- Hoekstra viste en stærk motivation til at få posten og en stor forpligtelse over for EU, skriver von der Leyen i en erklæring.

Den 47-årige konservative hollænder har siden 2022 været udenrigsminister i Holland og vicepremierminister. Han er tidligere finansminister.

- Hans regeringserfaring vil være et stærkt fortrin for Europas klimadiplomati i opløbet til COP28 og for klimafinansiering, og det gælder også forhold til at implementere lovgivningsinstrumenter relateret til klima ifølge von der Leyen.

COP28 er det FN-klimatopmøde, der skal holdes i slutningen af året i De Forenede Arabiske Emirater.

Hun siger, at Hoekstra under deres samtale lagde vægt på at søge en ambitiøs klimapolitik og samtidig at sikre den sociale balance i arbejdet med at nå klimaneutrale løsninger.

Kan forvente modstand imod kandidatur

Den 47-årige kristelige demokrat, hvis parti er en del af den konservative fraktion i EU (EPP), kan dog vente en hård omgang, når han møder op til høring om sit kandidatur i Europa-Parlamentet.

Han var finansminister mellem 2017 og 2022 og hørte til den fløj, der krævede hård økonomisk disciplin i eurolandene. Til stor vrede fra blandt andet Italien og Grækenland.

Der vil også blive stillet kritiske spørgsmål om hans tidligere karriere i olieselskabet Shell. Her arbejdede han fra 2002 til 2004, indtil han fik et job hos det internationale konsulentfirma McKinsey, hvis ry har været stærkt dalende de senere år.

Hvis han udnævnes, vil det kun være frem til næste sommer. Her skal der udpeges en ny kommission efter valget til Europa-Parlamentet i maj næste år.


/ritzau/dpa

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//ccs/artikel/hollandsk-minister-nomineres-som-klimakommissaer-i-eu

GDPR