
En række demokratiske guvernører vil have, at USA's præsident, Donald Trump, opretholder de tilladelser, der er blevet givet til havvindprojekter i USA. Det skriver mediet Bloomberg News ifølge MarketWire. Det er guvernører fra delstaterne New York, Massachusetts, Connecticut, Rhode Island og New Jersey, som er gået sammen i en fælles erklæring.
- Vi forventer, at Trump-administrationen opretholder alle allerede udstedte tilladelser til havvindmølleparker og giver tilladelse til, at disse projekter gennemføres, skriver de mandag ifølge Bloomberg News.
De seneste uger har Trump-administrationen forsøgt at standse flere havvindprojekter - blandt andet Ørsteds havvindpark Revolution Wind, der ligger ud for Rhode Islands kyst. I fredags meddelte Trumps regering desuden, at man sløjfer føderal støtte på mere end fire milliarder kroner til 12 havvindprojekter.
Trump har flere gange kritiseret vindmøller for at være en upålidelig energikilde og for at være grimme at have stående i landskabet.
Ørsteds havvindpark er næsten færdigbygget og skulle efter planen tages i brug næste år. I forbindelse med byggestoppet meddelte det danske selskab, at man ville rette sig efter ordren, men at man samtidig vil gå i dialog med de relevante tilsynsmyndigheder, og at man vil overveje, om ordren skal få retlige konsekvenser.
Meldingen sendte for en uge siden Ørsteds aktie ned i den laveste lukkekurs nogensinde - 179 kroner. Siden har aktien genvundet lidt af det tabte, og mandag lukkede den i kurs 200. Det svarer dog stadig til, at Ørsted-aktien har mistet mere end 40 procent af sin værdi siden nytår.
Ørsted-aktien fik også klø, da selskabet i august annoncerede en aktieudvidelse på 60 milliarder kroner. Det sendte aktien ned med næsten 30 procent - det største procentvise fald på en enkelt dag. Aktieudvidelsen blev begrundet med, at Ørsted står over for store investeringer de kommende år.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.