Opdateret: Miljøbevægelsen Greenpeace Danmark er idømt en bøde på 360.000 kroner efter en retssag ved Retten i Svendborg, skriver TV 2 Fyn.
Bøden gives efter en række demonstrationer til søs i marts 2022, hvor aktivister lagde sig i vejen for olietankere. Anklagemyndigheden ved Fyns Politi havde krævet organisationen idømt en bøde på en halv million kroner.
- Det er en meget hård straf for en fredelig aktion mod Danmarks og EU's import af den russiske olie, der finansierer Ruslands krig i Ukraine, siger organisationens kampagnechef Sune Scheller i en pressemeddelelse efter dommen.
- Jeg er meget skuffet over, at retten så ensidigt har fulgt anklagemyndighedens påstand om skyld og straf, og i det store hele hverken har lagt vægt på uafhængige ekspertvidner, vores forklaring eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Greenpeace har protesteret mod, hvad organisationen selv betegner som "Putins rustne og lyssky skyggeflåde". Man har i den forbindelse henvist til, at protesterne har været vendt mod tankskibe, der sejlede med russisk sanktionsbelagt olie.
Endnu har organisationen ikke taget stilling til, om den vil anke dommen til Østre Landsret. Først skal dommen gennemlæses, og så vil man træffe en beslutning.
Overrasket over dommen
Sune Scheller siger i pressemeddelelsen fra Greenpeace Danmark, at organisationen hele vejen igennem har været åben om sine protester, og at man har taget de fornødne sikkerhedshensyn. Derfor overrasker dommen ham.
- Retten har kvitteret med at dømme os efter paragraffer, der aldrig har været anvendt mod organisationen før og give os en historisk stor bøde. Det er jeg ret chokeret over, siger Sune Scheller.
Han hentyder til en paragraf i straffeloven, som skærper straffen i gentagelsestilfælde. Allerede inden retssagen advarede Sune Scheller mod konsekvenser af dette.
- At bringe den paragraf i spil kan set med vores øjne ikke tolkes som andet end et forsøg på helt at stoppe vores aktivisme ved at pålægge os nogle meget store bøder nu og i fremtiden, sagde Sune Scheller dengang.
Ifølge Greenpeace har ingen af de tankskibe, som var mål for protesterne, indgivet anmeldelse. Det gjorde Søfartsstyrelsen til gengæld.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.