Energistyrelsen har mandag sat gang i et historisk stort udbud af havvind på i alt seks GW havvind med mulighed for overplatning, så mængderne kan blive endnu større.
Muligheden for den megen nye havvind kan åbne store muligheder for Danmark for eksempel indenfor produktion af brint og andre grønne brændstoffer.
- Det er stort, det er ambitiøst, og det er helt afgørende, at vi lykkes. Hvis de udbudte havarealer ender med at blive fuldt udbygget, vil de producere mere grøn strøm, end der skal til for at dække Danmarks nuværende elforbrug. Produktion og opførsel af havvindmølleparkerne vil skabe masser af arbejdspladser hos industrien og underleverandørerne. Og alle de drømme, vi har om at blive storproducent af grøn energi, afhænger af disse udbud, siger Kristian Jensen, adm. direktør i Green Power Denmark, i en pressemeddelelse.
Kompliceret udbud
Green Power Denmark har undervejs peget på væsentlige områder, som vil udgøre en risiko for de selskaber, som skal opføre havvindmølleparkerne. Det gælder ikke mindst det statslige ejerskab på 20 pct. af vindmølleparkerne og samspillet med det kommende brintrør.
De endelige udbudskriterier bliver først offentliggjort om et par dage på EU’s udbudsportal.
- Det udbud, som bliver sat i gang nu, er gigantisk – også i en international målestok. Samlet vil vindmøllerne dække et havareal, der er større end Lolland. Men meget tyder på, at det også bliver et ekstremt kompliceret udbud, som rummer store risici. Politikerne har valgt at lave et meget kompliceret udbud, som gør, at virksomhederne skal afveje mange hensyn, siger Kristian Jensen.
Ikke nødvendigvis en guldgrube
Havvindmølleparkerne vil blive opført uden statsstøtte. Regeringen og forligskredsen har valgt ikke at lægge ret meget vægt på innovation og biodiveritet. Vinderne af udbuddene bliver de udviklere, som vil betale mest til staten for at opføre parkerne.
Udbuddet af havvindmølleparken Thor i Nordsøen endte for tre år siden med en indtægt på 2,8 mia. kr. til staten. Siden er omkostningerne i forbindelse med havvindmølleparker steget markant med store prisstigninger på materialer, på transport og ikke mindst på kapital på grund af højere renter.
Derfor advarer Green Power Denmar mod at tro, at det kommende udbud ender med kæmpe indtægter til staten.
- Dette udbud handler om meget mere end at skabe et provenue til staten. Der er mange penge at spare for det danske samfund ved at blive uafhængig af importeret olie og gas. Der venter tusindvis af grønne arbejdspladser, og det vil skabe enorm værdi for os alle, når vi kommer i gang med at sælge brint og andre grønne brændstoffer, siger Kristian Jensen.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.