Et bredt flertal i Folketinget har torsdag vedtaget en aftale, som baner vejen for at opføre en brintrørsforbindelse fra Esbjerg til den tyske grænse. Det glæder Green Power Denmark.
- Det er en fremragende aftale for Danmark, Europa og den grønne omstilling. Vi har arbejdet hårdt for at få dette brintrør. Vi kan nu begynde på næste kapitel, hvor vi ikke kun fokuserer på at omstille vores egen energiproduktion. Vi bliver en vigtig bidragyder til den grønne omstilling af Europa, siger Kristian Jensen, adm. direktør i Green Power Denmark, i en pressemeddelelse.
Med aftalen er der enighed om at sænke bookingkravet for rørets første del af forbindelsen og dermed give Energinet mulighed for at begynde arbejdet med det samme. Aftalen indebærer også en anlægslov, der kan ekspropriere arealer og begrænse klagemuligheder for at sikre, at brintrøret står klar i 2030.
Vil blive en gevinst for Danmark
Danske virksomheder har planer om milliardinvesteringer i produktionen af grøn brint, som kan sættes i gang med etableringen af brintrøret. Branchen forventer, at det vil skabe arbejdspladser og forbedre økonomien for solcelle- og vindmølleproducenter.
- Vi vil i de kommende år se en helt ny grøn industri vokse frem, som vil omdanne grøn strøm til brint. Det er der eksportindtægter og arbejdspladser i – ikke mindst i Syd- og Vestjylland. Jeg er ikke i tvivl om, at brintrøret vil blive en kæmpe gevinst for Danmark, siger Kristian Jensen.
Brintrøret skal på sigt forbindes med Fredericia og udvides op langs den jyske vestkyst for at sikre en mere effektiv udnyttelse af den grønne brintproduktion. Disse øvrige etaper af brintinfrastrukturen er der ikke sat tidramme for, men de må ikke glemmes, mener Green Power Denmark.
- Nu skal vi sikre, at vi også får anden del af røret videre op langs den jyske vestkyst. Det er afgørende, at større områder af Jylland får mulighed for at føde ind til brintrøret. Det glæder mig, at partierne er enige om at gå videre med de næste etaper, siger Kristian Jensen.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.