DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Elektrolyseproducenten dropper nu redningsplanerne og erklærer sig konkurs (Arkivfoto.).
Green Hydrogen Systems

Green Hydrogen Systems giver op og erklærer sig konkurs

Måneders lang kamp for en rekonstruktionsplan er endt for gæves, og virksomheden vil derfor nu indgive konkursbegæring til Skifteretten i Kolding
20. JUN 2025 8.31
Erhverv
Økonomi

Green Hydrogen Systems har opgivet kampen om at redde virksomheden. Efter flere måneders forgæves forsøg på at finde en økonomisk redningsplan, har bestyrelsen og ledelsen besluttet at indgive konkursbegæring til skifteretten i Kolding. Det skriver selskabet i en meddelelse.

"Efter meddelelsen den 19. juni 2025 om rekonstruktionsbehandlingen i retten, beklager bestyrelsen og ledelsen i Green Hydrogen Systems A/S at måtte meddele, at det ikke har været muligt at nå frem til en bæredygtig løsning inden for rammerne af rekonstruktionsprocessen. Som følge heraf vil Green Hydrogen Systems A/S indgive konkursbegæring. Konkursbegæringen vil blive indsendt til Skifteretten i Kolding hurtigst muligt," lyder det i meddelelsen.

Green Hydrogen Systems gik i marts 2025 i gang med en formel rekonstruktionsproces, efter at en større omstrukturering og kapitaljagt på 300 mio. kr. forudgående var mislykket.

Torsdag oplyste rekonstruktør Henrik Sjørslev i en kreditorinformation, at salgsforhandlinger, som havde stået på siden starten på rekonstruktionen ikke havde ført til det ønskede resultat, hvorfor man ikke kunne fremlægge en rekonstruktionsplan i skifteretten 25. juni, som det ellers var planlagt. Nu har man så opgivet helt, at få en rekonstruktion på plads. 

Dele står til frasalg

Til gengæld oplyser selskabet, at man har indgået en betinget aftale om delvist frasalg af forretningsaktiviteter til den tyske industrikoncern Thyssenkrupp Nucera. Aftalen omfatter dog ikke hele virksomheden eller alle aktiver og kræver både godkendelse fra skifterettens kurator og virksomhedens sikrede kreditorer.

"Uanset den betingede aftale forventer selskabet ikke, at der vil være noget udbytte eller anden form for udbetaling til aktionærerne", lyder det fra Green Hydrogen Systems i meddelelsen.

Green Hydrogen Systems har i flere år kæmpet med underskud, høje investeringer og lav omsætning. I 2023 lød underskuddet på 268 mio. kr., mens omsætningen blot nåede 42 mio. kr. Selskabet har gentagne gange forsøgt at hente ny kapital, men uden held.

Virksomheden producerer elektrolyseanlæg til produktion af grøn brint og blev børsnoteret i 2021 til kursværdi 40, svarende til en markedsværdi på tre mia. kr.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//ptx/artikel/green-hydrogen-systems-giver-op-og-erklaerer-sig-konkurs

GDPR