
Mens Vesten frygter en russisk invasion af Ukraine tidligt i 2022, mener USA at have fået øje på et punkt, hvor man virkelig kan sætte kniven ind mod Rusland - den netop færdiggjorte gasledning Nord Stream 2.
Tirsdag aften holdt USA's præsident, Joe Biden, og hans russiske modstykke, Vladimir Putin, et videotopmøde uden større gennembrud. Trods løfter om fortsat dialog er Putins hensigter stadig ulideligt uklare i Ukraine, skriver internationale medier.
Fra amerikanske diplomater lyder det, at hvis Rusland rent faktisk invaderer Ukraine, vil man sørge for at få lukket for gassen og dermed stoppe enorme russiske indtægter.
- Det her kan være et vestligt pressionsmiddel, sagde USA's nationale sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan, efter mødet.
- Hvis Putin ønsker at se gassen blive ført gennem den rørledning, så skal han måske ikke tage den risiko at invadere Ukraine.
Har kostet milliarder
Nord Stream 2, som blandt andet går gennem dansk farvand, har kostet i omegnen af 10 mia. euro. Størstedelen af den ejes af den russiske energigigant Gazprom.
I september blev det meddelt, at gasledningen var færdig, hvilket faldt sammen med, at Rusland begyndte en voldsom troppeopbygning nær grænsen til Ukraine. Der menes nu at befinde sig omkring 100.000 russiske soldater i området.
Rørledningen øger den europæiske adgang til relativt billig russisk naturgas. For Rusland giver den løfter om årlige milliardgevinster. Tyskland får allerede 40 pct. af sin naturgas fra Rusland og er dermed i et afhængighedsforhold.
Men USA mener, at den europæiske allierede under den kommende kansler, Olaf Scholz, måske kan overtales til at holde Nord Stream 2-rørene lukkede for at presse Putin.
- Faktum er, at gas ikke bliver ført gennem Nord Stream 2 lige nu, hvilket betyder, at Putin ikke kan bruge den som pression, sagde Jake Sullivan.
- Vi har haft intensive diskussioner med både den afgående og kommende tyske regering om Nord Stream 2 i forhold til en mulig invasion. Jeg kommer det ikke nærmere. Men emnet har højeste prioritet, fortsatte han.
William Taylor, som er tidligere amerikansk diplomat og nu vicepræsident for det offentligt finansierede US Institute of Peace, mener, at gastruslen helt klart "vil fange Putins opmærksomhed".
- Det her er et langsigtet projekt for Putin, og vi ved, at det er vigtigt for magtforholdet mellem Rusland og Europa, siger han.
- Spørgsmålet er, om tyskerne vil gå med til det? Lige nu er de splittede.
Men hvis russerne invaderer Ukraine, kan holdningen flytte sig i Tyskland, mener han.
Ikke eneste pressionsmiddel
Nord Stream 2 er dog ikke det mest hårdtslående våben i det vestlige arsenal. Det kan også komme på tale at afkoble Rusland fra det internationale betalingssystem Swift, der bruges af banker verden over.
- Swift ville være en kæmpe eskalering, siger William Taylor.
- Især for russerne. De ville lide meget under det tiltag. Men det vil andre også.
Selv om der ikke var større gennembrud ved topmødet, er håbet, at de hårdeste sanktioner kan afværges ved fortsat dialog. Biden skal torsdag tale med Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij.
Ritzau / AFP
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.