DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Prisen på gas falder til laveste niveau i mere end et år. (Arkivfoto).
Scott Olson/Ritzau Scanpix

Gasprisen falder til laveste niveau i mere end et år

Rusland leverer otte pct. af Europas samlede gasforbrug. Tidligere var det 40 pct., siger analytiker.  
17. JAN 2023 10.50
Energi
Gas
Økonomi

Mildt vintervejr og fyldte gaslagre i Europa er med til at skubbe gasprisen ned i et niveau, der ikke er set lavere siden december 2021. Det siger Kristian Rune Poulsen, der er chefkonsulent og energianalytiker i brancheorganisationen Green Power Denmark. Organisationen repræsenterer cirka 1500 medlemmer i energiindustrien.

- Vores gaslagre i Europa er stadig mere end 80 pct. fyldte. I de seneste fem år har vi ikke haft lige så meget gas på lager på det her tidspunkt af året. Typisk bruger vi jo mest gas i januar og februar, hvor vejret er koldt, men det er altså ikke tilfældet i år, så det ser ud til, at vi kommer godt ud af vinterperioden. Så slipper vi også for at gå ud og panikkøbe gas, som tilfældet var i sommer, hvor prisen toppede, siger han.

Tirsdag formiddag handles gassen til omkring 390 kr. per megawatt-time på den hollandske gasbørs TTF. Det er stadig et højt niveau, hvis man kigger på den historiske udvikling. Men i sommer blev den i en kort periode handlet for knap det syvdobbelte, og man skal blot en måned tilbage for at finde en pris, der var næsten tre gange så høj som nu.

Prisniveauet vil holde længe

Ifølge Kristian Rune Poulsen leverer Rusland omkring otte pct. af Europas samlede gasforbrug lige nu. Tidligere var det 40 pct.

- Og i princippet kunne vi helt undvære russisk gas, men det vil alt andet lige sætte det europæiske energimarked under pres og få prisen til at stige på ny. Så det er et tveægget svær. Man arbejder jo hele tiden på at nedbringe andelen af russisk gas yderligere og helt erstatte gas med mere sol- og vindenergi. Men det er et langt, sejt træk, siger han.

Energianalytikeren forudser, at prisniveauet formentlig vil fortsætte med at falde i en længere periode.

- Den gas, vi ikke bruger nu, kan vi i stedet bruge næste vinter, og det gør, at vi ser prisfald på den lange bane, lyder det.


/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/gasprisen-falder-til-laveste-niveau-i-mere-end-et-aar

GDPR