DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Tre ud af i alt seks gigawatt havvind var sendt i udbud, men ikke et eneste bud løb ind i december 2024. (Arkivfoto).
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix.

Flere forhold fik Danmarks største havvindprojekt til at kuldsejle

Usikre indtægter og store omkostninger gjorde, at danmarkshistoriens største udbud af havvind blev droppet.
17. MAR 2025 13.34
Brint
Energi
Erhverv
EU
Internationalt

Danmarkshistoriens største udbud af havvind endte i december 2024 med det værst tænkelige scenarie, og det skyldtes usikre indtægter og manglende fleksibilitet ved omkostningerne ifølge en ny rapport. Konsulenthuset Boston Consulting Group står ifølge en pressemeddelelse fra Energistyrelsen bag rapporten om de manglende bud, hvor konklusionen er klar.

- Usikkerheden på indtægtssiden, kombineret med manglende fleksibilitet på omkostningssiden, resulterede i, at de danske havvindområder i Nordsøen blev vurderet som ikke-rentable og risikofyldte investeringer, lyder konklusionen.

Tre ud af i alt seks gigawatt havvind var sendt i udbud, men ikke et eneste bud løb ind i december 2024. De tre gigawatt var fordelt på tre havvindmølleparker i Nordsøen. Regeringen har siden sænket de danske klimaambitioner gevaldigt.

Hvor målet hidtil har været, at der skulle opføres op mod ni gigawatt havvind i 2030, er målet nu at få to til tre gigawatt havvind op at stå i samme år. Da udbuddet blev lanceret, var havvind en god forretning. Men siden har stigende råvarepriser og højere renter gjort det dyrere at opføre vindmølleparker.

De seks gigawatt skulle udbydes uden støtte, og energiselskaberne skulle betale staten for at producere vindenergien. Desuden var det besluttet, at staten skal eje 20 pct. af parkerne. Branchen havde, før udbuddet udløb, luftet sine bekymringer om, hvorvidt vilkårene i markedet stemte overens med betingelserne i det danske udbud.

Ifølge konsulenthusets vurdering var forholdene for udbuddet ikke i sig selv afgørende. Men sammenholdt med en række andre usikkerheder, blev det udslagsgivende, at ingen aktører bød ind.

- Flere af udbudsforholdene har forværret businesscasen ved både at tilføre meromkostninger og risiko samt øge udviklernes eksponering til markedsforholdene, skriver konsulenthuset.

Et af de store problemer, som branchen også selv pegede på, var afsætningen af strømmen. Kort før det kuldsejlede udbud blev et stort anlagt brintrør udskudt med flere år. Det besværede dermed forretningsmodellen bag flere af havvindmølleparkerne, som skulle levere strøm til at producere den grønne brint. Siden har regeringen sænket ambitionerne og vil indledningsvist nøjes med at anlægge et brintrør fra Esbjerg til Tyskland, som har flere energitunge industrier.

Det bemærkes, at udviklerne havde mange øvrige investeringsalternativer inden for havvind i andre markeder og andre energikilder.

- De danske havvindområder i Nordsøen blev derfor set på som relativt risikable i forhold til afkast, skriver konsulenthuset.

jel /ritzau/

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//vindkraft/artikel/flere-forhold-fik-danmarks-stoerste-havvindprojekt-til-at-kuldsejle

GDPR