
Danske husholdninger brugte sidste år 16 pct. mere strøm om natten sammenlignet med året før. Det skriver organisationen Green Power Denmark i en pressemeddelelse på baggrund af tal fra Energinet.
Stigningen hænger blandt andet sammen med, at der er kommet flere elbiler på vejene. Sådan lyder det fra viceadministrerende direktør i Green Power Denmark Mette Rose Skaksen.
- Det er et resultat af, at flere skifter benzinbilen ud med en elbil, og at forbrugerne er gode til at lade elbilen op om natten, siger hun.
Bilejernes organisation, FDM, har tidligere oplyst, at Danmark rundede 400.000 elbiler i slutningen af april i år. For bare halvandet år siden var der 200.000 elbiler på de danske veje.
Tarifmodel skubber forbrug til om natten
Det stigende strømforbrug i timerne fra midnat til klokken 06.00 hænger ifølge Mette Rose Skaksen også sammen med en ny prisstruktur på strøm.
Den såkaldte tarifmodel 3.0 betyder, at strømmen er dyrere i spidsbelastningsperioden fra klokken 17.00 til 21.00, mens den typisk er billigere på andre tidspunkter af døgnet.
- Forbrugerne er meget opmærksomme på at bruge strømmen, når den er billigst. Det er godt for hastigheden i den grønne omstilling og privatøkonomien, når forbrugerne på den måde skubber opladning af elbilen og andet elforbrug, der kan flyttes, væk fra de travle aftentimer til de mere rolige nattetimer, siger Mette Rose Skaksen.
Når strømforbruget jævnes ud over døgnet, mindsker det ifølge den videadministrerende direktør også presset på elnettet. Det betyder, at presset på investeringer i at forstærke elnettet lettes, lyder det.
– Mængden af gravearbejde og størrelsen på investeringerne afhænger af, om forbrugerne flytter deres elforbrug til tidspunkter med mindre trængsel i elnettet.
- Et klogt forbrug kan lette noget af presset på elnettet. Men vi skal stadig investere massivt i det, siger Mette Rose Skaksen.
Husholdningernes elforbrug steg samlet set med otte pct. i 2024 i forhold til 2023.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.