DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Ewii batterisystem har en kapacitet på 2 MW og 2,2 MWh og fylder en 40 fods container, som står placeret hos Lindø Offshore Renewables Center på Fyn.
Ewii

Ewii må nu benytte kæmpebatteri til at stabilisere elnettet

Energiselskabet har fået godkendt brugen af det første og største batterianlæg i Vestdanmark til at levere systemydelser til Energinet.
12. OKT 2023 12.40

I takt med den grønne omstilling udgør vedvarende energi en stadig større andel af strømmen i det danske elnet. Det giver også et voksende behov for systemydelser, fordi energi fra for eksempel sol og vind varierer mere.  

Det kan et kæmpebatteri på to MW og 2,2 MWh, som EWII for nyligt har taget i brug hjælpe med, og dermed forbedre forsyningssikkerheden vest for Storebælt.

- Med systemydelser sikrer vi balance mellem den energi, der bliver produceret, og forbruget af el. Vores batteri fanger de små udsving i nettet og slår lynhurtigt til, så det efter behov sender strøm ind i elnettet eller lagrer energi. På den måde er vi med til at forhindre, at elnettet bliver overbelastet, og at der opstår strømafbrydelser, forklarer Claus Møller, der er direktør for kommerciel infrastruktur i EWII Koncernen.  

Godkendt af Energinet 

Batterianlægget, der står placeret hos Lindø Offshore Renewables Center på Fyn, er både Ewiis første batterianlæg, men også det det første anlæg i Vestdanmark, som er prækvalificeret af Energinet til at stabilisere elnettet med systemydelser. Det oplyser Ewii i en pressemeddelelse.

- Vores batterianlæg er kommet gennem Energinets nåleøje, så EWII nu kan være med til at sikre balancen i elnettet og bidrage til at undgå strømafbrydelser i Vestdanmark. Et område hvor meget få har budt ind på opgaven, og hvor man ellers er nødsaget til at trække på udenlandske leverandører, siger Claus Møller.

Prækvalificeringen hos Energinet er en omfattende proces, og her har EWII skullet dokumentere batteriets kapacitet og ydeevne, og samtidig sikre en høj datasikkerhed.

- Den grønne omstilling skaber i de her år store forandringer i elsystemet. Mange af de kraftværker, der i årtier har stået klar i kulissen og hurtigt har kunnet skrue op og ned og sikre balancen i elsystemet, lukker eller kører i færre og færre timer. Derfor har vi brug for nye leverandører og nye teknologier, der kan sikre, at der altid er strøm i stikkontakterne. Her er batterier en af mange, nye løsninger, der er brug for, siger Kia Marie Jerichau, områdeleder i Fleksibilitet og Balancering i Energinet.

Vil hjælpe andre virksomheder

Den omfattende proces som Ewii har været igennem i forbindelse med godkendelse af batterianlægget vil energiselskabet nu gerne dele med andre i branchen. 

- Der er brug for flere systemydelser, men mange virksomheder holder sig tilbage, fordi de ikke har ekspertisen internt. I EWII vil vi derfor gerne assistere andre virksomheder, der overvejer at blive prækvalificeret af Energinet. Det er vigtigt for fremtidens energisystem, siger Claus Møller.

Koncernen har også planer om at opføre flere batterianlæg, der kan bidrage til at stabilere elnettet.

På Bornholm opstiller EWII næste år et kæmpe batterienergilagringssystem på hele 30 MW og 43 MWh, og i Trekantområder etablerer koncernen flere batterier på tre MW og 3,5 MWh.

amp

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//vindkraft/artikel/ewii-maa-nu-benytte-kaempebatteri-til-at-stabilisere-elnettet

GDPR