
Politiske opstramninger af EU's klimakvotesystem ser ud til at have en effekt. Virksomheder i Europas tunge industri og energisektor, der er omfattet af kvotesystemet, står til at blive klimaneutrale allerede i 2045 – fem år før EU skal være en klimaneutral union. Det viser nye beregninger fra Københavns Universitet ifølge mediet Mandag Morgen.
- Det er ret ambitiøst, siger Peter Kjær Kruse-Andersen, der er adjunkt i økonomi og står bag beregningerne. Han fortsætter:
- Med de nuværende regler bliver der ikke udstedt flere kvoter efter 2039. Når man regner på det, betyder det, at EU’s kvotesektor er klimaneutral i 2045.
Med kvotesystemet har europæiske virksomheder inden for energisektoren og den tunge industri siden 2005 skulle anskaffe sig en tilladelse til at udlede CO2 – en såkaldt kvote. Kvotesystemet har fra starten været tænkt som en slags fælleseuropæisk CO2-afgift, hvor forureneren betaler for sin CO2-kvote og dermed bliver ansporet til omstilling væk fra fossile brændsler.
Men i mange år har det været for billigt at forurene. Den tendens er nu vendt efter politiske opstramninger. Og det glæder også Peter Birch-Sørensen, der er professor i miljøøkonomi ved Københavns Universitet og kendt som en hård kritiker af kvotemarkedet.
- Politikerne har designet det alt for lempeligt og tilladt udstedelse af alt for mange kvoter, siger han og henviser til ”et kæmpeoverskud af kvoter i markedet,” som tidligere har ført til særdeles lave priser på CO2.
- Men det har man fået rettet op på nu.
Glæde på Christiansborg
Også på Christiansborg mødes den positive klimanyhed med stor glæde.
- Det er supergodt. Det bekræfter de positive forventninger, vi har haft til kvotehandlen, siger Venstres klimaordfører Linea Lidell, der bakkes op af SF’s politiske ordfører og klimaordfører Signe Munk.
Det viser, at det er politiske beslutninger, der tvinger den grønne omstilling igennem.
Men det er ikke gjort med det, understreger Signe Munk. Kvotemarkedet regulerer vigtige industrier. Men den grønne omstillings sværeste udfordringer kræver endnu mere handling.
Det er landbrug og transport, som er de helt store udfordringer i Danmark og langt det meste af Europa, lyder Signe Munks konklusion.
- Og derfor er det der, hvor der er mest behov for hurtigt at få truffet nogle beslutninger. Blandt andet en CO2-afgift for landbruget, men også at få det gjort dyrere at køre på benzin og billigere at køre grønt.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.