DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS

Europa undgår gaskrise med genåbningen af Nord Stream 1

Genåbning af gasledning betyder, at Europa kan fylde gaslagre frem mod vinteren, mener branchedirektør.
21. JUL 2022 12.15
Gas

Genåbningen af gasrørledningen Nord Stream 1, som forsyner Europa med russisk gas, er et lille positivt signal i en vanskelig situation. Det siger Troels Ranis, branchedirektør i DI Energi.

- Det betyder, at vi lige nu og her ikke har fået udløst en egentlig gaskrise i Europa. Men det fjerner ikke problemet. Situationen er alvorlig.

- Og med EU-Kommissionens udspil onsdag står det klart for alle og enhver, at vi skal spare på gassen for at komme robust igennem vinteren, hvis vi vil garantere vores forsyningssikkerhed frem mod næste forår, siger han.

Han henviser til et udspil fra EU-Kommissionen, der onsdag præsenterede et forslag om at reducere EU-landenes gasforbrug med 15 procent.

Den store gasrørledning Nord Stream 1 har på grund af vedligeholdelse været lukket i ti dage. 

I Europa har der været frygt for, at Rusland ikke ville genåbne for gasledningen, der leverer store mængder billig gas til kontinentet. Omkring 32 procent af Europas gasforbrug kommer fra Rusland.

Forsyner 26 mio. europæiske hjem

Genåbningen af Nord Stream 1 giver Europa tid til at fylde gaslagrene frem mod vinteren, selv om leverancerne stadig - som det har været siden midten af juni - vil være på 40 pct. af den maksimale kapacitet.

- Det er et meget lavt gasforsyningsniveau. Men det giver os mere tid til at fylde gaslagrene på tværs af hele Europa. Og det er meget afgørende for, at vi kommer robust og sikkert igennem vinteren. 

- Der er brug for at få en kontrolleret udvikling omkring håndteringen af forsyningssikkerheden i forhold til Rusland. Opgaven er at komme ud af afhængigheden af gas fra Putin (Ruslands præsident, Vladimir Putin, red.) og over på andre energikilder, siger Troels Ranis.

Ved normal kapacitet forsyner Nord Stream 1 hvert år Europa med 55 milliarder kubikmeter gas, som via gasledninger under Østersøen bliver leveret i Tyskland.

Det er nok til at forsyne cirka 26 millioner europæiske hjem.

Der har været bekymring for, at Rusland ikke ville blive genåbne for den vigtige gasforsyning til Europa på grund af krigen i Ukraine, som har ført til adskillige sanktioner fra blandt andet EU rettet mod Rusland.

Men der er altså som lovet torsdag blevet genåbnet for hanerne.

Ritzau

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/europa-undgaar-gaskrise-med-genaabningen-af-nord-stream-1

GDPR