DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Klima- og energiminister Lars Aagaard (M) forventer, at EU-landene tirsdag enes om EU's mandat til COP30 i Brasilien. (Arkivfoto). - Foto: Olivier Hoslet/Ritzau Scanpix

EU-lande ventes at blive enige om mandat til klimatopmøde tirsdag

EU er klar til COP30 i Brasilien, siger Lars Aagaard. Han forventer, at EU-landene tirsdag enes om mandat.
21. OKT 2025 10.03
EU
Klima
Politik

EU-landene vil enes om COP30-mandat tirsdag. Det siger klima- og energiminister Lars Aagaard (M) på vej ind til ministermøde i Luxembourg.

- Klimakrisen er virkelig, og den er forårsaget af menneskelig aktivitet. Vi mødes snart i Brasilien til COP30, og EU er klar. Vi har været en leder, når det gælder at sænke drivhusgasudslip og hjælpe de mest udsatte lande. Jeg forventer, at vi når en aftale om vores COP30-mandat i dag, siger Lars Aagaard.

Udmeldingen kommer, efter at EU's største økonomier - Tyskland og Frankrig - overraskende stillede sig i vejen for, at EU kunne melde sit 2035-klimamål til klimatopmødet ind til FN i september.

Dermed tog Frankrig og Tyskland et overraskende skridt i retning af industritunge EU-lande som Italien, Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn, der længe har været skeptiske over for EU's høje klimamål. Derfor måtte EU i første omgang møde op med en ikke-bindende målsætning til FN's Generalforsamling i New York i september.

Det er et skred for EU, der i mange år har været den førende aktør i arbejdet med at sikre ambitiøse klimamål. Trods det rodede forløb op til COP30 har EU dog intet at skamme sig over, siger Lars Aagaard.

- Intet. Vi er førende, når det gælder at begrænse udslippet af drivhusgasser. Jeg har set andre lande aflevere deres mål til klimatopmødet. Jeg vil opfordre dem til at sigte efter at have den samme ambition som EU, siger Lars Aagaard.

EU står trods sin økonomiske størrelse kun for 6,0 procent af verdens udledning af drivhusgasser. Det er langt under verdens største udledere - USA, Kina og Indien. Til sammenligning står Kina alene for 30 procent af verdens udledninger.

- De værste klimaforandringer er nu taget af bordet, takket være de forandringer som særligt EU har gennemført de sidste ti år, siger EU-kommissær for klima Wopke Hoekstra.

Efter pres fra Frankrig og Tyskland blev beslutningen om EU's 2040-klimamål også udskudt. Den skal EU-landenes stats- og regeringsledere efter planen diskutere på denne uges EU-topmøde i Bruxelles.

Derefter er håbet, at EU-landene kan enes om 2040-målet samt det 2035-mål, der skal meldes ind til FN på et kommende ministermøde den 4. november. I forhold til 2040-målet har EU-Kommissionen foreslået udslippet af drivhusgasser skal med 90 procent i 2040.

En række EU-lande har dog presset på for at få fleksibilitet ind i, hvordan målet opfyldes. Blandt andet ønsket om øget brug af klimakreditter har mødt kritik fra klimaorganisationer. Klimakreditter er investeringer i projekter i tredjelande, som mindsker CO2-udledningen.

EU-Kommissionen vil også give landene større fleksibilitet til at opfylde målsætningen på tværs af sektorer.

Dansk Industris klimachef, Anne Højer Simonsen, håber, at EU vil være ambitiøs i sin målsætning. Både for klimaets skyld, men også fordi Danmark og EU rummer mange af de virksomheder, der skal levere de konkrete løsninger.

- For dem er det vigtigt, at der fra EU's side sendes et stærkt signal om, at den grønne omstilling også er en politisk prioritet.

- Det skaber sikkerhed om grønne investeringer og giver medvind til grøn innovation, siger Anne Højer Simonsen.

Opdateret 10:48

/ritzau/
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//ccs/artikel/eu-lande-ventes-at-blive-enige-om-mandat-til-klimatopmoede-tirsdag

GDPR