DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS

EU-lande er enige om at styrke erhvervsuddannelser

De 27 EU-landes undervisningsministre blev fredag enige om en erklæring, der skal styrke erhvervsuddannelser.
12. SEP 2025 13.15
Arbejdsmarked
Børn & Unge
Energi
Erhverv
Uddannelse

Manglen på kvalificeret arbejdskraft er skadelig for Europas fremtid.

Sådan lød det fra børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) på vej ind til et uformelt møde for EU-landenes uddannelsesministre i Herning fredag.

På fredagens møde lykkedes det som ventet det danske EU-formandskab at samle opbakning til handling.

På mødet blev alle EU-landene enige om en erklæring, der skal bane vejen for stærkere erhvervsuddannelser på tværs af Europa.

- Jeg er glad for, at vi blev enige om, at det er nødvendigt at forbedre kvaliteten af erhvervsuddannelserne yderligere, siger Mattias Tesfaye i en pressemeddelelse.

Den såkaldte Herning-erklæring understreger nødvendigheden af at styrke "relevansen, kvaliteten og tiltrækningskraften" af erhvervsuddannelserne. Det sker for at kunne imødegå den "digitale, grønne og demografiske omstilling" i Europa.

- Erhvervsuddannelser er afgørende både for den grønne omstilling og for nøglefunktioner i velfærdssamfundene i hele Europa, siger Mattias Tesfaye.

Flere unge kvinder

Erklæringen opfordrer blandt andet til et tættere samarbejde mellem erhvervsuddannelserne og arbejdsmarkedets parter. Erklæringen lægger også op til øget fokus på "social inklusion og lige adgang" til uddannelse.

Målet er blandt andet at sikre, at flere unge kvinder søger ind på erhvervsuddannelser.

Det sagde EU-kommissær for sociale rettigheder og færdigheder, job af høj kvalitet og parathed Roxana Mînzatu i sin indledende tale på mødet.

Hos Dansk Industri (DI) vurderer DI-vicedirektør Signe Tychsen Philip, at der er tydelige danske aftryk i erklæringen.

- Det kan man særligt se, fordi der er et stort fokus på at skabe et tæt og forpligtende samarbejde mellem europæiske virksomheder, skoler og myndigheder.

- Det er altafgørende, hvis vi skal sikre, at erhvervsuddannelserne følger med udviklingen på arbejdsmarkedet, siger Signe Tychsen Philip.

Hun mener, at erklæringen rammer rigtigt i lyset af Europas tiltagende fokus på oprustning af forsvar og fortsatte kamp mod klimafordringer.

- Vi har i den grad brug for, at flere unge uddanner sig inden for teknologi, byggeri, it og science, altså de såkaldte STEM-uddannelser.

- Det er dem, der skal bygge fremtidens Europa, siger Signe Tychsen Philip.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//innovation/artikel/eu-lande-er-enige-om-at-styrke-erhvervsuddannelser

GDPR