
EU-Kommissionen foreslår at indføre en told på 25 pct. på en række amerikanske varer. Det sker som svar på USA's told på stål og aluminium. Det viser et dokument, som Reuters har set.
Varerne spænder bredt og omfatter diamanter, tandtråd, pølser, nødder og sojabønner. Toldsatserne på nogle varer træder i kraft den 16. maj og andre den 1. december, lyder det. Nyhedsbureauet uddyber ikke, præcist hvilket dokument der er tale om.
I sidste uge lancerede Trump toldsatser for lande verden over. Her varslede han 20 pct. told på import af EU-varer. Tidligere havde han indført en told på 25 pct. på stål og aluminium.
Told er en importafgift, som lægges på varer, der produceres i udlandet. Idéen er, at de varer, der kommer ind i ens land, bliver dyrere, og at folk er mindre tilbøjelige til at købe dem. Intentionen er, at folk til gengæld køber billigere, hjemlige produkter og på den måde styrker landets egen økonomi.
Donald Trump vil med højere told tvinge udenlandske virksomheder til at producere deres varer i USA og skabe amerikanske arbejdspladser. Tolden på EU-varer vil træde i kraft 9. april, sagde Trump. Lørdag trådte desuden en basistold på udenlandske varer på 10 pct. i kraft.
Torsdag - dagen efter Trumps lancering af toldsatserne - sagde formand for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, at EU "vil stå sammen" og er klar til at svare igen på amerikansk told på EU-varer. Derudover lød det, at man allerede er "ved at færdiggøre de første modsvar til told på stål og aluminium".
Tidligere mandag sagde Leyen, at EU har tilbudt USA en aftale om nul told på biler og industrielle produkter. Til gengæld skal USA på samme vis lægge nul told på de tilsvarende europæiske varer, der kommer ind i USA.
EU-Kommissionen har desuden øje på importkvoter for aluminium. Medlemslandene skal stemme om dette forslag 9. april, skriver Reuters.
jel /ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.