DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS

EU-Kommissionen åbner kontor i Grønland i skyggen af Rusland og Kina

EU-Kommissionen vil fremover være fysisk tilstede i Grønland efter åbningen af nyt kontor i Nuuk.  
15. MAR 2024 14.16

Statsminister Mette Frederiksen (S) har fredag sammen med Grønlands landsstyreformand, Múte B. Egede, og EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, underskrevet en aftale om oprettelse af et EU-Kommissions kontor i Grønland. Dermed åbner EU en ny æra, hvor Arktis har fået endnu større betydning, siger Ursula von der Leyen.


- Grønland har altid været del af den europæiske familie. Derfor er jeg glad for at åbne Europas kontor i Nuuk. Det er mere end mursten og mørtel. Det er starten på en ny periode med EU-tilstedeværelse i Grønland og Arktis, siger Ursula von der Leyen.

Hun fremhæver Grønland for arbejdet med at reducere udslippet af drivhusgasser. Grønland vil spille en positiv rolle i klimaomstillingen, mener Ursula von der Leyen.

Grønland har vigtige råstoffer

Grønland råder desuden over 25 ud af de 34 råstoffer, som EU har kategoriseret som strategisk vigtige. Der er med andre ord rift om at få adgang til de værdifulde råstoffer, og derfor fremhæver von der Leyen samtidig den anspændte sikkerhedssituation i Arktis som central for EU-Kommissionens ønske om at være til stede på Grønland:

- Med den smeltende is står vi i en ny situation. Rusland og Kina er mere frembrusende. Derfor skal EU og Grønland styrker vores partnerskab, siger Ursula von der Leyen.

Rusland og Kina har i de senere år i stigende grad forsøgt at markere sig på både territorier og ressourcer i Arktis. Positionering med patruljer og mulige baser er blevet vigtige styrkeparametre for stormagterne.

Det samme er adgangen til Grønlands mineraler og råstoffer, der bliver væsentlig valuta i den grønne omstilling, og som verden nu kappes om. Statsminister Mette Frederiksen siger:

- Med den anspændt sikkerhedssituation er det vigtigt, at vi bygger et tættere forhold. At EU-Kommissionen er til stede her i dag viser, at vi gør det, siger Mette Frederiksen.

Vil ikke afvise Kina

Von der Leyen mener, at Grønland endnu en gang har markeret sig som del af EU-værdifællesskabet ved at fordømme Ruslands angreb på Ukraine og ved at overholde EU's sanktioner mod Rusland.

Dermed viser Grønland, at man ligesom Danmark hører til i den europæiske familie, mener EU-Kommissionens formand.

Det er dog ikke kun Rusland, der banker på i nord. Fra kinesisk side er der interesse for at få adgang til at udvinde mineraler på Grønland. Dermed kan Kina potentielt opbygge interesser i Grønland. Grønland vil dog ikke afskære kinesiske virksomheder fra at investere, siger Múte B. Egede.

- I Grønland har vi brug for vækst og diversificering af vores økonomi. Vi byder ligesindede lande velkomne først, men hvis de ikke investerer i Grønland, så er der mange andre virksomheder, der gerne vil, siger Múte B. Egede.

Han forventer dog, at der vil komme europæiske investeringer i minedriften, efter at der sidste år nærmest blev sat rekord i ansøgninger om udvinding.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//solenergi/artikel/eu-kommissionen-aabner-kontor-i-groenland-i-skyggen-af-rusland-og-kina

GDPR