DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Samarbejdserklæringen blev underskrevet onsdag på Esbjerg Havn.
Esbjerg Havn

Esbjerg går sammen med Europas fem største vindhavne om at løse kapacitetsproblemer

Til daglig er de konkurrenter, men onsdag gik et samarbejde i gang på Esbjerg Havn mellem de seks største vindhavne i Europa. Målet er at samarbejde om at løse kapacitetsproblet til gavn for den grønne omstilling.
18. JAN 2023 15.20
Havne

Med Esbjerg-deklarationen tilbage i maj blev målsætningen for havvind i Europa forøget voldsomt. Tyskland, Danmark, Belgien og Holland etablerede således et fælles mål om at levere mindst 65 GW havvind inden 2030.

Et højt tal. Især taget i betragtning af, at der i dag står godt 13 GW på havene rundt om i Europa. Europa sigter med andre ord mod at etablere godt fem gange så meget havvind de næste 8 år, som vi har bygget på de foregående 20 år. Det mål lægger stort pres på de europæiske vindhavne. For der er i øjeblikket ikke havnekapacitet nok til at kunne nå at få sat alle havvindmølleparker op.

Det vil seks af Europas førende vindhavne forsøge at ændre på. Derfor er de gået sammen i et nyt samarbejde, som blev forseglet onsdag på Esbjerg Havn, hvor en erklæring blev underskrevet, og de første diskussioner og deling af erfaringer foregik. Målet er at samarbejde på operationelt og praktisk plan, oplyser Esbjerg Havn i en pressemeddelelse.

- Ambitiøse målsætninger er fremragende, men det skal også kunne lade sig gøre i praksis. Vi tror på, at vi seks havne kan dele erfaringer og derved øge tempoet, så vi kan forsøge at afhjælpe de store kapacitetsproblemer, vi ser ind i, siger Dennis Jul Pedersen, direktør på Esbjerg Havn.

Ifølge Esbjerg Havns direktør ønsker havnene også at sende et signal til markedet om, at havnene er villige til at gøre alt for at accelerere den grønne omstilling med havvind.

Deler alt fra digitale erfaringer til plads

De seks havne i samarbejdet er Port Oostende i Belgien, Groningen Seaports/Eemshaven i Holland, Niedersachsen Ports/Cuxhaven i Tyskland, Nantes-Saint Nazaire Port i Frankrig, Humber i England og Esbjerg Havn i Danmark.

Som Europas førende offshore-havne vil de bidrage til videndeling og best practice med respekt for konkurrencelovgivningen.  Samarbejdet kan for eksempel gælde pladsmangel. Har en havn kun plads til et halvt projekt, har en anden havn måske plads til den anden halvdel.

Havnene vil også forsøge at sikre optimale processer og for eksempel dele digitale erfaringer. Esbjerg Havn har netop udviklet et digitalt værktøj – en såkaldt digital tvilling – der hjælper med at tredoble kapaciteten af havvind fremover, uden at havnen skal udbygges.

- Den slags erfaringer skal jo skaleres op, så vi kan udnytte kapacitet og kompetencer på tværs af lande. Selvom vi som havne er i konkurrence med hinanden, står vi stadig over for de samme udfordringer og har et fælles ansvar for at forme fremtiden, siger Dennis Jul Pedersen.

Samarbejdet mellem havnene skal også understøtte det politiske arbejde på europæisk niveau.

- Europæiske havnes vigtighed bør ikke udelukkende opgøres i ton, men bør også vurderes på deres bidrag til udbredelsen og levering af energi, især vedvarende energi. Jeg er meget begejstret for, at disse seks vigtige vindenergihavne forener deres bestræbelser og går forrest i ambitionen om at indfri EU’s offshore-målsætninger, siger Isabelle Ryckbost, generalsekretær for European Sea Ports Organization (ESPO).

Planen er, at repræsentanter fra de seks havne skal mødes to gange årligt og udveksler erfaringer.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//vindkraft/artikel/esbjerg-gaar-sammen-med-europas-fem-stoerste-vindhavne-om-at-loese-kapacitetsproblemer

GDPR