Den kommende og historiske SVM-regering møder fra start opbakning hos erhvervsorganisationerne Dansk Industri og Dansk Erhverv. Begge kalder den brede konstellation et "nybrud" og roser partierne bag for deres "mod".
- Jeg er på Danmarks vegne først og fremmest glad for, at Socialdemokratiet og Venstre sammen med Moderaterne har haft modet til at finde sammen i et forpligtende regeringssamarbejde, siger Lars Sandahl Sørensen, administrerende direktør i Dansk Industri, i en pressemeddelelse.
Hans pendant i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, forventer en regering med "store ambitioner", der kan "adressere de mange udfordringer, som Danmark står overfor".
- Det handler for eksempel om arbejdsudbud, grøn omstilling og langt mere frit valg til danskerne. Jeg er klar over, at det er en vanskelig beslutning at tænke nyt efter mange år med blokpolitik. Partierne bag den nye regering fortjener kæmpe respekt for mod og ambitioner, siger Brian Mikkelsen i en pressemeddelelse.
42 dage efter folketingsvalget annoncerede kongelig undersøger Mette Frederiksen (S) tirsdag aften, at hun kan danne en regering med Venstre og Moderaterne.
Ifølge Dansk Industri står opgaverne i kø for den nye regering. Lars Sandahl Sørensen håber på et opgør med "syv års reformtørke".
- Så den nødvendige arbejdskraft sikres, og tempoet skrues gevaldigt op, når det kommer til at realisere vores massive ambitioner omkring grøn omstilling, digitalisering, sundhed og uddannelse, siger han.
SVM-regeringen præsenterer onsdag dele af regeringsgrundlaget på et pressemøde. Torsdag træder den samlede nye regering ud fra Amalienborg.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.